mandag den 29. februar 2016

Pirogger


Pirogger er i princippet en indbagt pizza - på russisk. En gærdej med olie, lagt sammen om fyld og bagt. Jeg er ikke sikker på at du vil kunne få denne version i Rusland, men det bliver den nu ikke dårligere af. Det er fint som et vegetarisk aftensmåltid, gerne med noget sprød salat med spunk i til (f.eks. fintsnittet rødkål, vendt i en dressing af olie og eddike, et presset fed hvidløg og 1/2 dl friskklippet dild. DET er ikke tosset). Jeg lavede to slags - en med en indkogt tomatsauce med mozarella og en med sauteret spinat med feta.

Af portionen her bliver 12 stk.

45 gr. gær
4 1/2 dl vand
6 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
150 gr. fuldkornshvedemel
450 gr. hvedemel + mel til udrulning
1-2 æg til at pensle med

Fyld
1 pose frisk babyspinat (300 gr.) eller tilsvarende optøet
1 fed hvidløg
200 gr. fetaost
smør, salt, peber, 1/4 revet muskatnød

500 gr. friske stilktomater (eller flåede på dåse)
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 spsk. æblecidereddike
salt, peber
2 mozarellakugler (frisk/blød mozarella)

Lav dejen først: Opløs gæren i lunkent vand, tilsæt olie, salt og rør melet i, hold lidt af hvedemelet tilbage. Dejen skal være ret fast, så du kan rulle den ud. Kom en smule mindre mel i, end du synes, da melet suger noget væde under hævningen. Dæk skålen til og lad dejen hæve i 30 minutter. Lav fyldet imens.

Kog hele tomater med skalotteløg, hvidløg, æblecidereddike, salt og peber. Kog det under låg i ca. 15 minutter, og tag så låget af og rør grundigt rundt så tomaterne går i stykker. Lad så meget væde så muligt koge væk. Hvis massen stadig er meget våd, så lad den dryppe af i en fintmasket sigte. Skær mozarellaen i skiver.

Vask spinaten grundigt, og tryk/slå den fri for væde. Smelt smørret og lad det bruse af. Sauter spinaten til den er faldet helt sammen, tilsæt hvidløg, salt (ikke for meget da feta kan være ret salt), peber og muskatnød. Lad det hele dryppe godt af i en sigte. Skær eller bryd fetaosten i mindre stykker.

Del dejen i 12 stykker og rul hvert stykke ud i en cirkel. Fordel tomatblandingen på halvdelen af stykkerne - på den ene halvdel af cirklen. Fordel mozarellaen over, pensl kanten med æg, og fold den frie dejende ind over den ende med fyld på og tryk den godt sammen, brug evt. en gaffel. Læg forsigtigt de færdige pirogger over på et bagepapir og pensl dem med æg. Fordel spinatblandingen på de sidste seks pirogger - på den ene halvdel af cirklen. Fordel fetaosten over, pensl kanten og tryk kanterne godt sammen. Pensl med æg, og bag i 10-15 minutter i en 200 grader varm forvarmet ovn. Lad dem køle af i et par minutter inden du serverer dem.

lørdag den 27. februar 2016

Valnøddepesto


Det her er en uhyggelig god pesto med valnødder. God til brød, på salat, til pastaetter, til gris - og ikke mindst et match made in heaven til gorgonzola. Med de priser der er på nødder lige pt. er det jo nærmest en luksusspise - men det er det værd og vældig enkelt at lave. Når man skal bruge nødder til noget, så kan man med fordel gøre sig den ulejlighed at riste dem på en varm pande først, det får smagen frem.

100 gr. valnødder
1/2-1 dl god olivenolie
1 fed hvidløg
1 spsk. æblecidereddike
salt

Rist valnødderne på en varm, tør pande. Pas på at de ikke branker. De skal dufte godt ristet og være gyldne. Blend dem til et fint pulver, bland med så meget olie, at det bliver til en tyk pasta (pesto), tilsæt presset hvidløg og smag til med salt.

torsdag den 25. februar 2016

Caesarsalat


 

Caesarsalat er en af mine absolutte favoritter. Den smager så godt, at man ikke skulle tro, at det var salat. Ah - der er så også rigelige mængder af stegt kyllingebryst og sprødristede brødcroutoner og friskrevet parmesan på - og en helt fantastisk dressing med ansjos og hvidløg. Salaten røg ned - med ansjos og det hele og fadet blev næsten støvsuget. Jeg kunne ikke skaffe romainesalat, så jeg brugte iceberg i stedet. Det er naturligvis en dødssynd, men altså.

Dressing:
3 ansjosfiletter i olie
1 lille (eller et halvt) fed hvidløg
2 spsk. friskrevet parmesan
1 spsk. Worchestersauce
2 tsk. hvid balsamico eller anden eddike
1 dl. god mayonnaise (Hellmanns)
en smule salt
ca. 1/2 dl vand

Salat
1 stort hoved romainesalat
2 kyllingebryster
3 pæne, store skiver brød (ikke nybagt)
ret meget olivenolie til stegning
rigelige mængder af friskrevet parmesan til at drysse med og friskkværnet peber

Begynd med dressingen: Mos ansjoserne sammen med hvidløget i en morter. Tilsæt parmesan og mos det til en tyk pasta. Kom Worchestersauce og balsamico i, og bland det godt. Tilsæt mayonnaise. Lad det stå mens du laver resten.

Steg kyllingebrysterne på begge sider ved medium varme til de er gennemstegte. Lad dem køle af. Skær brødet i terninger på ca 1 x 1 cm og steg dem i rigeligt olivenolie ved medium varme - vend ofte rundt i dem. De skal blive gyldne og sprøde. Drys med lidt salt, og lad dem køle af.

Vask salaten og skær stokken fra. Riv eller bræk salatbladene i forholdsvis store stykker og læg dem i et fad. Skær det afkølede (lunkne) kyllingebryst i skiver, og læg det over. Tilsæt vand til dressingen - den skal være ret tynd, sådan en mellemting mellem fløde og tykmælk i konsistens. Hæld noget af dressingen over salaten, riv ost over i rigelige mængder og kom til sidst croutonerne på. Lidt ekstra ost oven på, friskkværnet peber og vupti - der er serveret. Giv resten af dressingen til.

onsdag den 24. februar 2016

Italiensk porchetta


Porchetta er flæskesteg på italiensk. Med dobbelt op på svær. Den bliver lavet af et svineslag - det samme man bruger til at lave rullepølse med, bare med sværen på, som bliver rullet sammen om forskelligt fyld. Nogle bruger rasp og laver nærmest en dej, jeg valgte en blanding af bredbladet persille, basilikum, hvidløg og lidt salvie - og egentlig havde jeg en fantasi om at der skulle soltørrede tomater i også. Men det må blive næste gang. Den er langtidsstegt ved 75 grader og så fik den en gang grill til sidst for at få sværen sprød. Meget, meget dejlig og saftig, og resterne kan man brug til en italiensk flæskestegssandwich (stay tuned for that).

1 svineslag  med svær (2,75 kg var min)
groft salt, peber
1 stor potte basilikum
1/2 bundt bredbladet persille
4-5 kviste salvie
2 fed hvidløg

Start med at ridse sværen - eller ridse den efter, hvis det er gjort. Der skal skæres næsten ind til kødet, og så skal der gnides en masse salt ind mellem sværene - jeg brugte 2-3 spsk. til den her fætter. Vend så slaget om, og puds eventuelt fedt og yams af undersiden. Når den er fin, så drys med salt og peber og hvidløg. Vask krydderurterne og bred dem ud over - du behøver ikke at hakke dem, men skær de groveste stængler af persillen. Rul stegen så stramt sammen som du kan, og fæstn den med kødnåle. Kom en smule vand i bunden af et ovnfast fad, så det ikke brænder på. Sæt et stegetermeter ind i stegen - gerne fra enden, sørg for at det er i midten af stegen, eller på det tykkeste sted, hvis den er ujævn. Tænd ovnen på 75 grader varmluft og steg til den er 63 grader. Det tager et par timer (2 1/2-3) - men det kommer an på, hvor kold stegen er når du sætter den ind. Min havde stået på køkkenbordet i et par timer, inden jeg fyldte den. Når du er næsten klar til at spise, så tænd grillelementet i ovnen og giv sværen et ordentligt dyt. Stå og kig på det, og drej evt. stegen rundt, så alle svær bliver sprøde. Skær i skiver og server. Vi fik ratatouille og små ovnbagte aspargeskartofler med rosmarin, salt og peber til.

mandag den 22. februar 2016

Spinatsalat med sesam og champignon


Det her er en fin lidt anderledes salat med soyamarinerede champignon og friske babyspinatblade - og ristede sesamfrø. Det smager godt til asiatisk mad og til kødboller med ansjos og spinat.


1/2 pose babyspinat
250 gr. champignon
3-4 spsk. sesamfrø
4 spsk. soyasauce
1 fed hvidløg

Start med champignon, de skal nemlig trække en smule. Skær roden af, og skær dem i så tynde skiver så muligt. Bland soyasauce med presset hvidløg, og kom champignonerne ned i. Rist sesamfrøene på en pande til de popper og hopper - det er et værre svineri, men det er det værd. Bland dem i salaten, når de er blevet kolde. Lad champignonerne stå og trække mindst 15 minutter - højst en time. Skyl og vask babyspinaten, og vend det hele godt rundt.

lørdag den 20. februar 2016

Oksekødboller med ansjos og spinat



Ansjoser er ikke nogen dårlig ting - medmindre de er plastret ud over en fruit de mere-pizza, så kan de egentlig godt medføre et mindre traume. Men hvis man betragter dem som et krydderi - så er det en herlig til. Her giver de salt og unami til en flok oksekødboller. Pas på med netop at salte for meget selv, da de små fisk er vældig salte

500 gr. hakket oksekød
1 fed hvidløg
2 ansjosfiletter
3 spsk. hakket persille (bredbladet)
1 1/2 dl mælk
1/2 dl brødkrumme
1/2 dl rasp
1 æg
1/2 pose friske babyspinatblade

Kom brødkrumme og rask op i mælken. Tilsæt æg. Rør oksekødet ned i sammen med 1 fed presset hvidløg, fint, fint, finthakket ansjos og hakket persille. Rør det rigtig godt sammen, og lad det hvile i mindst 20 minutter. Form til små kødboller, lidt større end en valnød og steg dem ved ret høj varme, så de bruner ordentligt. Når de er færdige, så tilsæt den skyllede spinat og lad den falde sammen. Server med pasta og friskrevet parmesan.



torsdag den 18. februar 2016

Kalkun med fennikel og pernod


Her er en ret som man ikke skal spise hvis man er på kur. Til gengæld er det stensikkert, at kalkunkødet forbliver lækkert og saftigt! Det er jo ikke altid en selvfølge, når man har med kalkun at gøre. Jeg mindes med gru en jul, vi fik kalkun i mit barndomshjem, det var ca. lige så saftigt som en krydsfinerplade, og det smagte også deromkring. Puha. Fennikel og kalkun klæder hinanden, især hvis man lige understreger fennikelsmagen med et generøst skvæt Pernod. Jeg har desværre ikke noget billede, da fadene blev støvsuget inden jeg kunne nå at tænke på at få taget et. Men - det er altså heller ikke en særskilt fotogen ret... Hvis du ikke kan få kalkun, så kan du bruge kylling.

500 gr. kalkunbryst
2 pæne fennikel
1/2 dl. pernod
salt, peber, olie til at stege
3 dl piskefløde

Skær kalkunbrystet i tynde skiver, og steg dem hurtigt på en pande på begge sider. De behøver ikke at tage decideret farve - så risikerer du bare at de bliver helt tørre, Sæt dem til side. Skær fennikel i tynde skiver - gerne på en mandolin, hvis du har sådan en, og sauter dem i olie med salt og friskkværnet peber på en pande, til de bliver bløde og falder sammen. Skru op for varmen og tilsæt pernod. Lad det koge helt væk, tilsæt så fløde og skru ned. Lad fenniklen simre under låg i mindst 20 minutter. Hvis du har en familie som rykker baglæns væk fra bordet i skrigekrampe hvis de ser fennikel i identificerbar form, så kom saucen en tur i blenderen. Blend til en homogen masse, og kom kalkunstykkerne ned i. Lad det koge op, og småkoge i 2 minutter. Server med ris - og evt. med en fennikelsalat, hvis du vil køre fennikeltemaet helt ud.

tirsdag den 16. februar 2016

Rød spidskål med pomelo og cashewkerner





Vi spiser ret meget kål. Så meget at *nogen* for nylig efterspurgte 'bare sådan en icebergsalat med agurk og cremefraiche-dressing'. Åh, men det ligger altså ikke lige til mig at få lavet det. Rød spidskål smager godt, faktisk tror jeg ikke at jeg kunne smage forskel på rød og grøn spidskål, hvis jeg af uforklarlige årsager smagte det i mørke, men den røde er så dekorativ. Pomelo er en slags kæmpestor grapefrugt, bare sød og ikke spor bitter.

1/2 rød spidskål
1 pomelo
1 dl saltede og ristede cashewkerner
1 dl. appelsinjuice
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk. honning
salt, peber

Bland appelsinjuice - eller saften af en appelsin, hvis du har sådan en, med æblecidereddike, honning, salt og peber. Skær spidskålen i meget tynde strimler, brug et mandolinjern, hvis du har det. Skær pomeloen i filetter sådan her: Skær toppen og bunden af - helt ind til frugtkødet, skallen og det hvide bag er ret tykt. Stil den med den afskårne ende på brædttet, og skær nu resten af skrællen af med en skarp kniv (det er generelt en fordel at skære med en skarp kniv og ikke en småsløv rusten en) oppefra og ned. Nu har du en pomelo, uden skal. Man kan tydeligt se hinderne, altså der, hvor den er inddelt i både. Skær nu kødet fri, ved at skære ind på hver side af hinden i en trekant. Vups, så falder der en fin nøgen pomelobåd ud. Hvis den er lidt for stor, så skær den i mindre stykker. Bland det hele godt, og drys cashewkerner over.

søndag den 14. februar 2016

Tatar



Jeg har en svaghed for rødt kød. En blandt mange svagheder... For det meste spiser jeg tatar som råt, hakket oksekød toppet med salt, peber, æggeblomme, revet peberrod og kapers, men her er en 'all in'-version. Den er ikke så dekorativ, men til gengæld smager den rigtig godt. Tatar skal spises på ristet rugbrød, synes jeg. Der er noget i samspillet med råt kød og sprødt rugbrød, som er rigtig, rigtig godt. I en ideel verden går man til slagteren og får noget lækkert friskhakket magert oksekød som man pimper - i en lidt mere almindelig verden, så kan man købe en bakke tatar i supermarkedet og gøre præcis det samme. Hvis det er forskellen på om man får tatar eller ej, så...

200 gr.  hakket oksekød (tatar)
1 spsk. hakket persille
1 tsk. sennep - maille
2 spsk. hakkede kapers
2 spsk. hakkede cornichoner
1 spsk. hakket skalotteløg
salt, peber
friskrevet peberrod til at komme ovenpå
æggeblomme, hvis man tør

Bland tatarkødet meget grundigt med sennep, hakket persille, kapers, cornichoner og finthakket skalotteløg. Kom friskkværnet peber i, og smag til med salt.Server på en ikke for tynd skive rugbrød, der lige har fået en tur i brødristeren. Top med peberrod og æggeblomme.

torsdag den 11. februar 2016

Andebryst med hasselbachkartofler, druer og selleripure og orangesauce


I en periode i slutningen af 90'erne var det her min foretrukne gæstemad. Rosastegt andebryst, hasselbachkartofler (sooooo 80'ties!), serveret med stegte champignon og røde og hvide druer, dertil orangesauce og selleripure. Det holder også i dag!
 
2 store pæne ferske andebryster uden ben
1 ret stor knoldselleri
2 fed hvidløg
50 gr. smør
1 kg mellemstore kartofler
25 gr. smør
salt, peber, mild paprika
250 gr. champignon
ca. 1 1/2 dl udkernede blå vindruer i halve
ca. 1 1/2. dl udkernede grønne vindruer i halve
1/4 l piskefløde
1 appelsin
andebouillon eller -fond

Begynd med kartoflerne: Skræl dem fint, og hvis du har håndelaget i orden, så skær dem i skiver 2/3 ned - altså ikke igennem - med en skarp kniv. Ellers tag en kødnål og stik den ind i kartoflen ca. 1. cm fra bunden, og skær ned til kødnålen. Kom en tynd skive smør oven på kartoflen og drys med salt, peber og lidt mild paprika. Sæt fadet i ovnen ca. 1 time ved 200 grader.

Selleri: Skræl knoldsellerien - det gøres nemmest ved at skære den i mindre stykker og skrælle dem. Skær alle rødderne væk. Skær sellerien i mindre stykker og kom den i en gryde med to fed pillet hvidløg. Kom vand på så det dækker og lidt salt i, lad koge i 20-30 minutter til sellerien er helt mør. Når den er det så hæld kogevandet fra - hæld det over i en lille skål, så du kan bruge det til at justere konsistensen med, og blend nu selleri, hvidløgsfed og 50 gr. smør til en snehvid mos. Smag til med salt og peber.

Kog piskefløden op og tilsæt saften af en appelsin. Lad det koge godt sammen og tilsæt en smule andebouillon eller fond. Smag til med salt og peber og tilsæt eventuelt en anelse kulør. Lad saucen stå og småkoge til den skal serveres.

Steg champignon i smør på en varm pande, tilsæt salt og peber. De skal brunes. Lige inden servering tilsætter du de to slags druer og vender godt rundt og varmer det hele godt igennem.

Rids skindsiden af andebrystet i tern - du skal ikke skære helt ned til kødet. Kom salt og peber på, og varm en pande godt op. Steg brysterne først på skindsiden og derefter på kødsiden - gerne ad flere omgange. Pas på at det ikke branker før de er færdige. De skal have ca. 20 minutter i alt - alt efter størrelse. Lad dem hvile i 5-10 minutter inden du skærer dem (dvs. tag dem af varmen og lad dem stå).
 


tirsdag den 9. februar 2016

Fyldte bagekartofler


Hvis man opererer efter devisen 'bacon er et krydderi' så er her en vegetarisk aftensmad som vækker jubel - lav noget salat til af en art, så det ikke står alene. Du kan også bruge kartoflerne som tilbehør til en steg eller en bøf, det ser fint ud hvis du bruger en stjernetyl til at sprøjte mosen med - og uanset hvad du gør, så smager det godt.

2 kg bagekartofler
200 gr. creme fraiche 38 %
2 æg
1-2 bundter purløg
200 gr. bacon i tykke strimler
2 løg
salt, peber, muskat

Skær et lille låg af bagekartoflen, sæt det på igen og stik en kødnål igennem. På den måde sikrer du at låget ikke falder af og overfladen bliver brun og hård. Kom kartoflerne ind i en 200 grader varm om og bag dem i ca. 1 time. De skal være helt gennembagte, hvis de er meget store (og/eller kommer direkte fra køleskabet) så kan det godt tage 1 1/2 time.

Skær bacon i tykke strimler eller tern, hak løget fint. Steg begge dele gyldne på en pande - baconen skal ikke steges hårdt her. Sæt til side.

Når kartoflerne er bagt, så skrab forsigtigt indmaden ud med en ske og ned i en skål - tag også indmaden ud af 'låget' og kasser låget. Behold skrællerne - mosen skal derned, så du må være omhyggelig så du ikke laver hul i dem! Rør nu kartoffelindmaden grundigt med creme fraiche og æg - det skal være en så lind mos, at du kan sprøjte den ud uden at få krampe i håndledene. Vask purløget og klip det i små stykker ned i. Smag det hele til med salt og peber og gerne en halv revet muskatnød, hvis du kan lide det. Fyld det hele i en sprøjtepose med stjernetyl.

Kom nu en spsk. (ca) bacon og løg ned i hver kartoffelskræl og sprøjt mosen over. Fyld godt med mos i, så du får brugt det hele. Bag det hele i en 200 grader varm ovn i ca. 1/2 time.

Hvis du ikke gider at rode med sprøjtepose osv., så bland bacon og løg ned i kartoffelmossen, rør det godt sammen og fyld det i skallerne med en ske. Det smager også fint!

søndag den 7. februar 2016

Boller med fuldkornsdurum og surdej


Udover at den opmærksomme læser vil have luret at jeg er fan af surdej og den utrolige SMAG kombinationen af surdej og lang hævetid giver brød, så kan jeg også ret godt lide fuldkornsdurum mel. Det har en dyb kornsmag - og så er der også sådan lidt fuldmoden majs over smagen. Bollerne her er bagt med surdej, gær og fuldkornsdurum. De har en sej overflade og et fint blødt luftigt indre.

Surdejsblanding: 200 gr. vand
100 gr. hvedemel
100 gr. fuldkornsdurummel
1 dl surdej

Selve dejen - dag 2:
700 gr. vand
400 gr. surdejsblanding
10 gr. gær
25 gr. salt
200 gr. fuldkornsdurummel
800 gr. hvedemel

Dag 1: Lav surdejsblandingen og lad det stå mindst natten over under et klæde (hellere det, end at filme det) på køkkenbordet. Det skal stå lunt og godt - ikke i direkte sollys.

Dag 2: Kom vandet i en skål og tilsæt surdej - husk at tage lidt fra, til næste gang du skal bage - læs mere om surdej her. Tilsæt gær, salt, det grove mel og hvedemelet, og rør det godt sammen. Det er en ret våd dej, men det skal selvfølgelig være til at forme bagefter, så hvis du kan se at den er alt for våd, så tilsæt noget mere mel.  Læg et klæde over skålen og lad den stå i et par timer. Det er vanskeligt at sætte præcis tid på - og det er irriterende, hvis man ikke er en erfaren bager - men det KAN man ikke, for det kommer an på hvor varmt der er i dit køkken, og på, hvor meget fut der er i surdejen. Den skal være hævet tydeligt op. Kig til den efter et par timer, og vend den rundt i skålen. Lad den stå et par timer til.

Når den er hævet fint, så form den enten til to brød, et brød og en flok boller eller hvad du nu har lyst til, du kan også lave flutes af den, hvis du vil. Uanset, så former du dejen ved at tage en klump dej - hvis dejen er ret våd, så drys lidt mel på overfladen, så det er til at håndtere - og folde enderne på dejen 'ind i midten' af klumpen. Bliv ved indtil du har en fin rund og 'spændt' bolle. Sæt den på bagepapir og lad den hæve i et par timer. Når den er flot hævet op, er den klar til at blive bagt. Varm ovnen op til 250 grader - gerne med en bagesten i. Bagestenen gør at brødet får et chok når det kommer ind på en 250 grader varm sten - og i en varm ovn, og så skynder det sig at hæve. Smart, ikke? Lad gerne ovnen varme op i 20-30 minutter, så den er rygende varm (det vil sige at du skal tænde for ovnen lidt før bollerne er færdighævede). Bag boller i 15-20 minutter, brød i ca. 40 minutter, men her skal du skrue ned til 230 efter 20 minutter, ellers bliver det for mørkt. Smager fantastisk og kan også varmes næste dag - 5 minutter i en 200 grader varm ovn, og fryser også godt. Hvis du har bagt brød, så skær det i skiver og frys det ned, hvis du ikke får det spist på en gang, så kan man altid tage en skive ad gangen op og smække i brødristeren - så er der næsten nybagt brød.

fredag den 5. februar 2016

Saltet gris


Jeg kan godt lide konceptet med at dumpe kød - især gris - ned i en saltlage, også kaldet sprængning blandt venner. Klassikeren, der får hele familien (fra morfar til baby) til at sidde stille og savle ned i deres tallerken er naturligvis sprængt oksebryst, her er det svinekoteletter der har fået lov til at overnatte i en lage. Lagen trækker vandet ud af kødet, og giver det en intens smag og en lidt fastere struktur - hvis man ikke overdriver, så er det bare pivsalt.

4 svinekoteletter - f.eks. Grambogaard
4 dl vand
200 gr. sukker
75 gr. salt
1 tsk. hel sort peber
3-4 laurbærblade
2 hele stjerneanis

Kog vandet op med sukker og salt, til det er helt opløst. Lad den koge et minut eller to, og kom så hel sort peber, laurbærblade og stjerneanis ned i. Lad den nu køle helt af. Når den er kold, så kom kødet ned i, sørg for at det holder sig nede i lagen ved at lægge en lille tallerken over, og så et låg. Stil det i køleskabet i et døgns tid.

I en ideel verden smider du efterfølgende koteletterne på en rødglødende gril, eller en grillpande, hvis du har sådan en, i sådan en helt almindelig børnetravl hverdag smider du dem på en meget, meget varm pande og steger dem. De skal være en anelse rosa inden i (synes jeg) - hvor længe de skal stege på hver side, kommer an på hvor tykke de er. Du kan give sukkersyltede tranebær til og en god, bagt kartoffelmos.

onsdag den 3. februar 2016

Tranebærsorbet med lime


Her er en superlækker og smagfuld tranebærsorbet med et lille parfumeret svirp af limeskræl. Der er brugt rigtige tranebær, og det gør hele forskellen. Hvis du kun kender tranebær som saft eller saftevand, så bliver du overrasket over hvor meget smag der er i bærrene. Hvis du har nogle sukkersyltede tranebær til overs, så kan du bruge dem her.

2 dl vand
2 dl lys rørsukker
250 gr. friske (eller frosne) tranebær
1 lime (skrællen)

Kog vand og rørsukker sammen til en sukkerlage - sukkeret skal være helt opløst. Kom tranebærrene i og lad dem koge med i et par minutter. Køl det hele af til det er helt koldt. Blend bærrene og sukkerlagen til en homogen masse. Juster eventuelt konsistensen med lidt vand, hvis det er for tykt. Hvis du vil have en fin sorbet, så kør massen gennem en sigte, hvis du godt kan lidt at der er lidt struktur i, så lad være. Vask limefrugten grundigt og riv den grønne skal fint ned i. Bland godt og smag til. Kør massen på ismaskine, eller frys den i egnet beholder og rør i den hver halve time.

Sorbeten her kan også danne basis for en fin lille tranebærdrink - lad 1 dl sorbet tø lidt op, så en ikke er stenhård, blend den med et passende kvantum vodka og cointreau  (2.cl af hver) og server i cocktailglas. Så er vi ude i en slags frozen cosmopolitan og DET kan man faktisk ikke sige noget som helst dårligt om. Og så er det jo nærmest helsebringende, da tranebær er gode mod blærebetændelse. Skål!

Sukkersyltede tranebær


Friske tranebær er en fin ting - selvom de er pivsure i sig selv. Her har jeg kogt en sukkerlage og dumpet tranebærrene ned i, det er fint tilbehør til kød, f.eks. kylling, gris eller noget så simpelt som frikadeller.

2 dl vand
2 dl lyst rørsukker
250 gr. tranebær

Kog vand og sukker sammen til en sukkerlage - sukkeret skal være helt opløst. Vask tranebærrene grundigt og sorter de dårlige fra. Kom dem ned i sukkerlagen, og giv det et kort opkog. Lad det koge 1-2 minutter, og sæt det så til side og lad det køle af.