søndag den 12. juni 2016

Hvidløgsflutes



Hvis man er sådan en, der kan lide at bage, så er sommerens bedste tip (bortset fra at spise rigelige mængder af koldskål og danske jordbær med fløde) at bage en hoben flutes, komme kryddersmør i og fryse dem ned. Så er det hurtigt lige at tage et flute op, og varme det i ovn eller på grill. Hvis du er rigtig snedig lader du dejen hæve over nat i køleskabet, det giver en dybere smag.

Ca. 4 styks

5 1/2 dl lunkent vand
1/2 dl surdej
10 gram gær
20 gr. havsalt
800 gr. hvedemel

200 gr. kryddersmør

Bland vand og surdej, og opløs gæren heri. Tilsæt salt og melet, hold noget af det tilbage. Ælt godt til dejen bliver glat og elastisk, gerne på maskine. Lad den hæve til dobbelt størrelse - hvis det ikke er en brandvarm sommerdej tager det omkring 2 timer, hvis der er hedebølge så går det lidt hurtigere. Vælt dejen ud på bordet og del den i fire portioner, som du river, drejer, triller til lange flutes - jeg har sådan en flutesform med huller, jeg bruger, men ellers lav dem så lange som en bageplade - de er ret tynde. Lad dem hæve ca 2 1/2 time igen. Varm ovnen op til 250 grader, og når den er brandvarm, så skær et par snit ind i flutesne og bag dem i den varme ovn i 15-20 minutter - de skal lyde hule når du banker på dem. Lad dem afkøle.

Skær en række snit næsten igennem med ca. 2 cms mellemrum og kom kryddersmør i revnerne. Grill dem på en varm grill, eller giv dem 10 minutter i en 200 grader varm ovn. Frys resten ned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar