mandag den 9. marts 2015

Romfromage


Romfromage er en totalt old-school dessert - faktisk stammer opskriften fra min farmor, som blev født i 1905. Jeg kan huske at vi tit fik det til dessert når vi havde gæster. Da jeg var helt lille kunne jeg ikke lide smagen af rom (men romessens, derimod, det var herligt) (don't go there), men jeg kom hurtigt over det. Her i familien synes 6-årig at romfromage var toplækkert. Nå ja, lige en ting - Bacardi er ikke rom. Køb en god rom, og hvis du ikke allerede ved det, så opdag hvor fantastisk rom kan smage i et lille glas uden cola eller noget i. Mmm. I den oprindelige opskrift bruges æggehviderne også, det giver en mere fluffy, men også en mere 'fortyndet' fromage.

Opskriften giver 4 pæne glas

4 blade husblas
3 æggeblommer
50 gr. rørsukker
6 spsk. god rom
3 dl. piskefløde

Start med at lægge husblas i blød i koldt vand i 10 minutter. Mens den bløder ud, så pisk æggeblommerne med sukker og fløde (du kan godt gøre det i en pærevælling, resultatet bliver lige så godt, og du sparer både tid og opvask (we like)). Det skal piskes ret stift. Varm 3 spsk. rom op i en gryde - det skal ikke koge, bare være ret varmt. Smelt husblassen heri når den er udblødt, vær sikker på at den er smeltet HELT. Hæld væsken op i en lille skål så den kan køle lidt af, og kom de sidste 3 spsk. rom ned i. Det skal være så koldt, at flødeskummet ikke smelter, når du kommer det ned i. Når temperaturen er rigtig, så tager du ca 1/3 af flødemassen og vender ned i skålen med rom, og derefter vender du hurtigt hele molevitten sammen med resten af flødemassen. Smag til - måske skal der mere rom i? Det skal smage af rom, men det må ikke være sprittet. Anret fromagen i glas eller i en skål - hvis du kommer den i glas, så gøres det nemmest med en sprøjtepose (brug evt. en frysepose, hvor du klipper hjørnet af). Lad fromagen sætte sig i et par timer på køl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar