Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
søndag den 21. august 2016
Mole med chokolade og lakrids
Mole er bare sådan en mexi-fancy måde at sige 'sovs' på. Det lyder da også meget bedre og nærmest lidt eksotisk. Her er en version med både lakrids og chokolade, men frygt ej at din mad ender med at smage som et stykke Bülow lakrids (ikke at der er noget galt med det, men hver ting til sin tid), det bruges kun som et krydderi i maden. Hvad?! Kan man så ikke lige så godt udelade det, spørger du? Nej, det kan man ikke. Prøv det. Jeg serverede det med grillet polenta, men ris er også fint, man kan eventuelt mexie det lidt op med noget majs og peberfrugt i små tern. Det er svært at gøre uden at være totalt frelst, men når du bruger svinekød... så vælg gerne den fritgående variant. De har sgu et bedre liv end de dersens antibiotikapumpede burgrise, og det smager både bedre i munden og på samvittigheden. Synes jeg.
100 gr. bacon i tern
500 gr. reelt svinekød (jeg brugte svinekoteletter)
1 mellemstort løg
1 fed hvidløg
1 rød chili i fine tern - efter smag
1 tsk. hel koriander
1 tsk. hel spidskommen
2 hele nelliker
2 hele stjerneanis
2 hele laurbærblade
1 tsk. sød paprika
1 tsk. røget paprika
20 gr. chokolade 70 %
2 knivspids rålakrids
3 spsk. æblecidereddike
1 bouillonterning
2 dåser flået tomat
1 dl rosiner
1/2 citron (saften)
1/2 spsk. honning
Skær svinekødet i 1,5 x 1,5 tern. Steg bacon og kødet for ret høj varme, så der kommer lidt stegeskorpe på. Skær løget i tern og hak hvidløget og steg det og chilien med kødet i et par minutter. Tilsæt hel stjerneanis og hel laurbær og kværn hel koriander og hel spidskommen og de hele nelliker i en morter eller kaffemølle (eller ved at komme dem i en pose og give dem berettigede smæk med en kødhammer). Kom det ned til kødet. Skru ned for varmen. Tilsæt tomat, bouillon, æblecidereddike, lakrids, chokolade og de to slags paprika og lad det hele koge for svag varme i MINDST en halv time - helst en hel eller halvanden. Kom rosiner i et kvarters tid før spisning og smag til med citronsaft, evt. lidt honning, og salt og måske mere chili. Spis!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar