søndag den 26. juli 2015

Laks i dukkah (krydret nøddepanering)


Her kan palæofolket også være med. Dukkah er en arabisk (vist nok egyptisk) blanding af ristede nødder og krydderier, og det er vanvittig godt som panering på den allestedsnærværende laks. Her er en portion, som passer til to laks a 1/2 kg.

2 spsk.  mandler
2 spsk. hasselnødder
2 spsk. valnødder
2 spsk. sesamfrø
1 tsk. hel fennikel
1 tsk. hel kommen
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. hel koriander
1 tsk. hel sort peber
1 tsk. salt

1/2 kg. lakseside
lidt smør



Start med nødderne: Rist dem på en pande til de er gyldne men ikke brændte, og dufter dejligt af nødder. Tag dem fra. Rist nu sesamfrø og alle krydderier undtagen salt, indtil sesamfrøene bliver mørkt gyldne. Pas PÅ at de ikke branker. Kom nødder og krydderier sammen med salt i en kværn og kværn det til groft pulver. Det gør ikke så meget, at der er et par større nøddestykker i.

Bred et passende lag ud over laksen og kom et par tynde skiver smør over. Sæt laksen i en 200 grader varm ovn i ca. 15. minutter til den er akkurat gennembagt.

Vi fik bagte kartofler til, linser og broccoli.

Hvis man vil blive i dukkah-temaet, så kan man også tage det dukkah der er tilbage og varme på panden i en smule honning, blande det godt sammen og køle det af på et stykke bagepapir. Brug det - når det er kølet af - som drys på en grøn bladsalat. Det smager utrolig godt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar