lørdag den 18. juli 2015

Drømmekage med kokossukker og kokosflager


Så skal jeg da ellers lige love for, at der gik sommerferie i den. Og det er faktisk stadig muligt at være steder i Danmark hvor der ikke er internet, så mine (indrømmet smånaive) forestillinger om at jeg da lige kunne opdatere lidt fra sommerlandet led stort skibbrud. Nå, men hvem kan ikke lide drømmekage? Denne version er let og spongy - den minder lidt om amerikansk angel bread i konsistens, og så selvfølgelig med et generøst lag kokostopping ovenpå. Jeg brugte kokossukker, hvis du ikke har det, så brug (mørk) muscovadosukker eller farin. Opskriften giver en gigantportion - en bradepandeplade der passer ind i ovnen. Perfekt til at tage med til klassefesten!

Kagedej:
450 gr. rørsukker
6 æg
2 tsk. vaniljesukker
400 gr. hvedemel
4 tsk. bagepulver
150 gr. smør
3 dl mælk

Topping:
200 gr. smør
200 gr. kokosflager
100 gr. kokosmel
400 gr. kokossukker
1 dl mælk eller fløde

Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Smelt smørret og køl det af, så det ikke er brændende varmt. Pisk æg og sukker meget, meget luftigt. Det skal være helt hvidt og skummende. Tilsæt vaniliesukkeret. Hæld mælken ned i smørret og bland bagepulveret i melet. Tilsæt skiftevis mælk/smør og mel/bagepulver. Dejen skal kun akkurat være blandet sammen, så du ikke slår luften ud af den igen - pas dog på, at der ikke er melklumper i! Beklæd ovnens bradepandeplade med bagepapir, fordel dejen i formen og bag den i 20 minutter, midt i ovnen. Lav kokostoppingen imens.

Smelt smør, kokossukker og fløde i en gryde, og lad det koge op, til det er homogent - vær over det, det er karamel, så det branker nemt. Rør kokosmel og kokosflager i.

Når kagen nu er bagt færdig - tjek med en kødnål, hvis der ikke hænger dej i når du stikker den i kagen på midten, så er kagen færdig - så fordel kokostoppingen ud over. Lad være med at smaske det hele ned et sted på kagen, for så falder den sammen, men fordel det ud over, og smør det ud med en paletkniv. Kom kagen i ovnen igen, og bag den i ca. 10 minutter - idet du sætter kagen ind, så skru varmen op til 200 grader. Vær over kagen som en høg, så den ikke får for meget - det kan også være, at den skal have længere end 10 minutter. Overfladen skal være gyldentboblende. Lige denne her kage skal være helt kold inden man spiser den - synes jeg, ellers er den for kvalm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar