Gazpacho er kold tomatsuppe, og en dejlig ting en varm sommerdag. Synes jeg. Hemmligheden ligger i at få suppen smagt ordentligt til med citronsaft, sukker og eddike. Hvis du har en flok lækre, solmodne tomater, så kan du lave suppen med friske tomater, men hvis det er sådan nogle kedelige hollandske nogen - så vælg i stedet tomater på dåse. Vær varsom med chili, jeg har mere en en gang fået ruineret en hel portion suppe, fordi jeg har fejlvurderet chiliens styrke.
4 røde peberfrugter
1-2 røde chili - alt efter styrke
2-3 dåser flåede tomater (eller tilsvarende mængde friske, flåede)
1 fed hvidløg
6-8 tørrede tomater, blødt ud i lidt kogende vand
1 fed hvidløg
1 potte basilikum - kun bladene
1/2 citron
3 spsk. hvid balsamico
salt, sukker, peber og chili
Bag de røde peberfrugter i en 200 grader varm ovn til de får sorte prikker på. Bag chilierne med i ca 15. minutter. Pas på når du håndterer de bagte peberfrugter, ikke alene er de utrolig varme, de er også forræderiske fordi de er fyldt med skoldhed væske. Læg dem i et fad og dæk dem til med stanniol, lad dem stå i et kvarters tid, så du kan røre ved dem uden at brænde dig alt for meget. Træk så meget skind af som du kan, og fjern kerner, stilk og frøstol. Gør det samme med chilierne, og kom begge dele i en blender sammen med 2-3 dåser flåede tomater, de udblødte tørrede tomater (med udblødningsvandet), og hvidløget. Blend til en homogen konsistens, tilsæt så bladene fra en potte basilikum (stænglerne kan godt være lidt træge i det). Smat til med saften af en halv citron, hvid balsamico, salt og peber og en anelse sukker. Stil suppen på køl så den er helt kold når den skal spises - evt. kan du sætte den i fryseren i en halv til en hel time.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar