Prøv engang at bage pølsebrød selv. Altså medmindre du er fan af det dersens hvide fluff man kan købe, som går under navnet pølsebrød og som smager ligesom at tygge i et stykke vådt pap. Jeg har tilsat lidt fuldkornshvedemel, det smager godt. Hvis du har lyst til at eksperimentere med ristede løg, så har klidmoster en fantastisk opskrift her. Vær MEGET opmærksom på temperaturen, det må ikke blive for varmt.
Her er ca til 22 pølsebrød
7 1/2 dl lunkent vand
40 gr. gær
200 gr. fuldkornshvedemel
900 gr. hvedemel + mel til at ælte med
50 gr. sukker
21 gr. salt
100 gr. blødt smør
Opløs gæren i vandet, tilsæt sukker og salt, og kom fuldkornshvedemelet i og derefter melet i lidt efter lidt. Det kommer meget an på melet, hvor meget mel dejen kan absorbere. Kom det bløde smør i dejen (jeg er sådan en der HVER gang jeg bager tænker 'åh, blødt smør? Så skal det jo ud af køleskabet..', hvis du også er sådan en, så er et godt typ at give det ned i dejen på et skarpt rivejern (microplane) eller du kan man mikroe det i 1/2 minut på optøningsprogrammet, så bliver det fint blødt. Det må endelig ikke være smeltet). Ælt til dejen næsten slipper kanterne - minimum 5 minutter. Dejen ER meget blød, men den skal ikke være så våd, at du ikke kan forme den. Så må du langsomt køre lidt mere mel i. Lad dejen hvile tildækket i 1 time.
Hæld dejen ud på et melet bord, og pudr lidt mel ud over dejen. Del den i ca. 22 stykker og tril hvert stykke til et pølsebrød - tykkelsen skal være ca. som en stor fed frankfurterpølse, længden kender du jo. Kom lidt mel på siden og stil pølsebrødene med ca. 1 cm afstand i en bagepapirsbelagt bradepande. Lad dem hæve 1 1/2 time, og kom dem ind i en varm ovn - 220 grader. i mellem 10-14 minutter, til de er fint gyldne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar