Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
tirsdag den 9. juni 2015
Verdens bedste kaffeis
Nogen har fået en ismaskine. Sådan en, der kan fryse SELV. Nogen er fuldstændig i ekstase, og lavede straks yndlingsisen - kaffeis. Jeg har eksperimenteret mig selv gul og blå med denne opskrift - kaffeis er ofte noget langhåret noget med kaffe der skal puttes nænsomt i varm mælk/fløde og trække i laaang tid, og så smager det ikke rigtig af kaffe alligevel. Jeg synes at pulverkaffe giver det bedste og mest 'kaffede' resultat - man kan jo evt. bruge koffeinfri, hvis man ikke vil ligge og stirre op i loftet i timevis bagefter. Hvis du vil bruge rigtig kaffe, så brug et par short VIRKELIG stærk espresso.
3 1/2 dl piskefløde
3 1/2 dl mælk
150 gr. rørsukker
5-10 tsk. pulverkaffe (jeg brugte espresso)
4 æggeblommer
Varm mælk, fløde og sukker op, tilsæt kaffen og smag til. Det må ikke koge, det skal bare bliver så varmt, at kaffen bliver opløst. Noget af sødmen forsvinder når isen bliver frosset. Tilsæt æggeblommerne i den varme masse, skru op for varmen og pisk indtil blandingen legerer, dvs. bliver tykkere og cremet. Det må ENDELIG ikke koge, så står du med en stor portion kafferøræg, og det tror jeg ikke lige er sagen. Køl det helt af - i køleskabet, og frys det så på ismaskinen. Man kan også fryse i en beholder - det har jeg gjort i mange år, så bliver isen bare ikke helt så cremet, men smagen er stadig fantastisk!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar