fredag den 24. juli 2015

Kærnemælkskoldskål med koldskålssorbet og karameliseret hvid chokolade


Det er måske lidt af en tilsnigelse at tale om sorbet, for det har ikke noget med en sorbet i traditionel forstand at gøre - men konsistensen i den færdige is er som i en sorbet. Det er så nemt at lave at det næsten burde være løgn - man tager simpelthen noget kærnemælkskoldskål og fryser det i ismaskine, efterfryser det, og kugler det op og serverer det sammen med koldskålen og den karamelliserede hvide chokolade.

Det er den samme opskrift som til almindelig koldskål.

6 æggeblommer
12 spsk. rørsukker
1 stang vanilje
1 citron (skallen)
1 liter tykmælk
1 liter kærnemælk

100 gr. hvid chokolade

 Pisk æggeblommerne med 11 spsk. sukker - brug den sidste til at skrabe vaniljekornene ud i, og mase dem godt rundt, så de bliver fordelt. Kom vaniljen op til æggeblommerne og piske det hele til det er helt hvidt - det tager et par minutter. Vask citronen - som helst skal være ubehandlet, hvis du vil slippe for alt for mange pesticider i din mad - og riv den fint ned i. Pisk nu tykmælken i, og sørg for at æg og tykmælk er blandet til en homogen masse. Kom kærnemælken i, og bland det godt. Tag knapt en liter fra og frys den på ismaskine, efterfrys den i et par timer i fryseren - hvis du ikke har en ismaskine, så kan du fryse den i en almindelig beholder og røre i den hver 20. minut. Opbevar resten af koldskålen på køl.

Til den karamelliserede hvide chokolade skal du hakke den hvide chokolade - jeg brugte en slavechokolade fra Netto, og det giver en crunchy sprød karamel-chokolade, rygtet vil vide at hvis du bruger f.eks. Valrhona Ivoire, så bliver det til en fast chokolade, som du kan brække stykker af. Nå. Men hak den, og kom den i et ildfast fad og ind i ovnen på 120 grader i ca. 1 time og 15 minutter. Ca. hvert 10. minut skal du røre rundt i den. Hvis du bruger økonomiudgaven, så er den smeltet i starten, men efterhånden smuldrer og 'krystaliserer' den. Stop når den har en farve som lys honningristet müesli. Eller bare lys honning. Tag ud og køl af.


Hvis du virkelig er ude med riven, så kan du også droppe alt det pjat og gå ned og købe en plade Valrhona dulcey. Jeg vil gerne advare om at det er absolut vanedannende chokolade.
´
Tag koldskålsisen ud af fryseren og lad den optø til en konsistens, hvor du kan kugle den op. Lav en stor kugle, hæld koldskål rundt om og drys med karamelliseret hvid chokolade. Hvis du lever på kanten, så server kammerjunker til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar