Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
torsdag den 8. oktober 2015
Canneloni med kødsauce
Indrømmet - hvis man er i sit triste hjørne, så kan man godt anskue cannelloni som en fandens besværlig måde at lave lasagne på. Især hvis man er ude i sidste øjeblik og ender med at stå og komme 300 grader varm kødsauce ind i små pastarør. Med fingrene. Cannelloni - som er store pastarør som man fylder fyld i, kan bruges til mange ting - min favorit er nok spinat og hytteost. Her er en oldschool version med kødsauce. Jeg havde en rest minestrone som jeg blendede og kom i i stedet for den ene dåse tomat - perfekt i forhold til genbrug af rester, og det gav også en fin smag.
Cannelloni
1 stort løg
1 fed hvidløg
2-4 kviste frisk timian
500 gr. hakket oksekød
2 dåse flået tomat
1 dåse koncentreret tomatpure
3 spsk. hvid balsamico
salt, peber, olie til stegning, måske lidt citron og lidt sukker
Bechamelsauce
20 gr. smør
2-5 spsk. mel
mælk
1/2 muskatnød
salt, peber
75 gr. revet parmesan eller grana padamo (frisk)
Start med kødsaucen, den skal nemlig gerne nå at køle lidt af inden du skal fylde den i cannellonierne. Skær løget i tern og pres hvidløget, steg begge dele gyldne i et par minutter sammen med timian, salt og peber. Skru op for varmen og tilsæt kødet, brun det kraftigt af. Tilsæt tomatpure, lad det stege et halvt minuts tid, og tilsæt så flået tomat og hvid balsamico. Lad det koge sammen i mindst 20 minutter, og smag så til med salt, peber og måske skal der lidt citron, sukker eller en anelse mere hvid balsamico i. Lad det køle af.
Bechamelsauce: Find dit bedste piskeris frem. Smelt smørret, og kom så meget mel i, at det akkurat kan suges op af det smeltede smør. Pisk alt hvad du har lært, og tilsæt nu lidt efter lidt mælk. Hvis du vil gøre det nemmere for dig selv kan du varme mælken lidt i mikroovnen, så klumper det ikke så let - ellers må du bare piske hårdere. Fortsæt med at piske og tilsætte mælk til du har en passende bechamelkonsistens. Smag til med salt, peber og 1/2 revet muskatnød. Riv osten fint, og kom et par spsk ned i saucen.
Nu kommer den festlige del - rørene skal fyldes. Jeg har prøvet med noget sprøjtepose og noget (duer ikke, kødet blokerer for åbningen) - det nemmeste er at bruge fingrene til at proppe kødsaucen ind i rørerne, og så lægge dem pænt i et lag i et fad. Hvis man har en fetich for gummihandsker i køkkenet, så er det nu man skal finde dem frem. Hæld bechamelsaucen over, drys med resten af den revede ost, og smæk det hele i ovnen i 30-40 minutter ved 200 grader. Så er der mad!
Etiketter:
aftensmad,
italiensk,
oksekød,
venlig mad
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar