onsdag den 7. oktober 2015

Is med kaffe og kahlua

 
Hvad? Om der er nogen der pludselig har Kahlua i huset, efter de opdagede at man kan lave espresso Black russians? Ah, det kan ikke udelukkes. Kahlua er nu også en god ting. Også i is, her sammen med pulverkaffe. Hvis du vil rulle dig helt ud, så kan du lave denne kaffeis og komme lidt Kahlua i, men her er en fast track parfait-version, hvis du ikke kan vente så længe.

1/2 liter piskefløde
4 æggeblommer
6 spsk. rørsukker
2-4 tsk. espressopulver med top (instant)
3-4 spsk. Kahlua

Kunsten ved denne is består i ikke at komme så meget Kahlua i, at den ikke kan fryse. Alkohol fryser jo ikke så godt. Kom piskefløde, æggeblommer og sukker i en røreskål og pisk det hele sammen på en gang, til det er et tykt skum. Drys espressopulveret i (instant, ikke malet kaffe, det bliver ikke godt) og bland det godt rundt - smag til om der skal mere i. Kom til sidst 3-4 spsk. Kahlua i, og vend forsigtigt rundt. Frys. Frysetiden afhænger af din fryser, men efter en 4-6 timer bør den være frosset til en fin parfait

Ingen kommentarer:

Send en kommentar