Hvis der noget som er fortærsket, så er det thousand island-dressing. Den var nærmest alle steder i 80'erne - og er jo egentlig en ret velsmagende ting. Jeg bliver bare helt træt når jeg læser ingredienslisten på sådan en færdigdressing. Siden jeg var sådan en halvgammel teenager har jeg arbejdet på at lave en version der smager 'rigtigt' og som er hjemmelavet så man slipper for alle e-numrene. Det synes jeg at jeg er lykkedes med nu. Denne her er lavet på creme fraiche 18 %, du kan også vælge halvt creme fraiche og halvt god mayonaise (Hellmanns f.eks.), så bliver konsistensen lidt mere stabil.
2 1/2 dl creme fraiche 18 %
3 spsk. MEGET fintrevede cornichoner eller fast syltet agurk
salt, peber
2 spsk. Heinz ketchup
1 1/2 spsk. citronsaft
1 tsk. hvid balsamico
2-3 tsk. koncentreret tomatpure
1 1/2 tsk. flydende honning
et par dråber tabasco
Bland hele molevitten grundigt sammen og smag til, så du rammer den rigtige balance af sødligt-tomatet-lidt smæk fra agurkerne og en anelse bid fra tabasco. Brug f.eks, til stjerneskud (rugbrød, stegt fiskefilet (og kogt, hvis man kan lide det på brød - jeg kan ikke), friske grønne asparges, stenbiderrogn og rejer) eller til salat eller sandwich.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar