Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
mandag den 30. maj 2016
Majssuppe med chili
Denne supper ser måske ikke ligefrem vanvittig spændende ud - men den er god. Fin fyldig og cremet smag af majs, spicet op med chili. Hvis man har en ekstra halv time man ikke ved hvad man skal gøre med, så kan man også lave suppen af hele majskolber, som man koger, smører med lidt olie og griller pænt brune på en grill, hvorefter man skærer kornene fra og fortsætter som nedenfor. Det giver en fin røget smag. Passende tilbehør kunne være tortillas drysset med revet ost og gratineret i ovnen - brug evt. færdige tortillas.
1 mellemstort løg
1 chili (mellemstærk, efter smag)
750 gr. frosne majs
1 liter kyllingefond
1 dl piskefløde
salt, peber, ekstra chili
1/2 lime (saften)
olie til stegning
Skær løget i tern, og flæk chilien, tag frøstolen ud og skær den i meget fine tern. Sauter det hele sammen med salt og peber i olie for medium varme i ca. 15 minutter. Tilsæt majsene og kyllingefond, og læg låg på, lad det koge op og derefter småboble i ca. 20 minutter. Blend suppen i et par minutter så den bliver meget finddelt, og hæld den derefter gennem en sigte (medmindre du synes det er rart at tygge i små majsskaller). Hæld suppen tilbage i gryden, tilsæt fløde og smag til med ekstra chili, evt salt og peber og lidt limesaft.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar