Denne ret er en smule i familie med det farserede kyllingebryst - i al fald oppe i mit hoved, men den består af et kyllingebryst der er banket fladt ud (to faktisk), skinke og cheddarost og så er den rullet sammen som en roulade, stegt og bagt færdig i ovnen. Den opstod i mit hoved en dag hvor vi havde tilbragt en god del af frokostpausen på arbejdet med at savle over konceptet 'hjemmelavet gordon bleu'.
2 kyllingebryster (www.hopballe.dk)
100 gr. kogt skinke af god kvalitet
75 gr. vellagret cheddarost
salt, peber
(kødnåle)
Tag skindet af kyllingebrysterne, hvis det er på, og skær dem næsten igennem på en korte side. Det du skal ende op med er en stor firkant af kyllingekød. Klap dem op, og bank dem med den flade side af kødhammeren (pas på, det sviner og sprøjter så man får lyst til at skrubbe sit køkken med ajax bagefter). Læg et stort stykke husholdningsfolie på køkkenbordet, og bred kyllingestykkerne ud herpå. Det gør ikke så meget at det er lidt skævt, men det skal have den samme tykkelse, og det skal ligge tæt sammen uden mellemrum. Kom en smule salt og peber på,og læg den kogte skinke over. Skær cheddaren i bjælker og læg dem i en lang række 2 cm inde på kødet. Rul nu hele molevitten sammen som en roulade, brug folien som hjælp, men husk at fjerne den undervejs. Kogt plastic har aldrig tilføjet nogen ret noget godt. Stik et par kødnåle i rouladen for at holde den sammen og brun den hele vejen rundt i varm olivenolie på en pande. Læg den i et ovnfastfad og kom den ca 20 minutter i ovnen ved 200 grader - forvarmet ovn! - den skal være gennemstegt og osten smeltet. Tag den ud og lad den stå i et par minutter inden du skærer skiver af dem.
Vi fik bagte tomater, spinat og edamamebønner med stegt portobellosvamp til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar