fredag den 7. august 2015

Fladbrød


Hvis man bliver træt af at spise tortilla eller chappatis, så kan man i stedet bage fladbrød. Metoden er nogenlunde den samme, men dejen er med gær, så brødene bliver lidt mere fluffy. Husk, at det tager tid at bage dem - jeg brugte ca. 45 minutter på nedenstående portion. Du kan også eksperimentere med melet og bruge grovere mel, hvis du synes.

Af portionen bliver ca. 15 styks

4 dl vand
25 gr. gær
1/2 tsk salt
700 gr. hvedemel (+ ekstra til æltning)

Kom lunkent vand i en skål, tilsæt gæren og opløs den, kom så salt og mel i - lidt efter lidt. Ælt dejen - nemmest på maskine - til den slipper kanterne (er kørt skær). Det tager et par minutter. Dejen er stadig meget våd. Lad den hæve under et klæde i en times tid.

Hæld nu dejen ud på et meldrysset bord - du skal bruge meget mel! - og del den i 15-16 stykker (alt efter hvor stor din stegepande er). Form hvert stykke først som en bolle og folder enderne på dejen 'ind i midten' af klumpen. Bliv ved indtil du har en fin rund og 'spændt' bolle. Sørg for at der er masser af mel på bordet, og rul den nu ud til en flad pandekage, som passer til din stegepande.

Varm panden op til den er meget varm - du skal ikke bruge fedtstof. Bag hvert fladbrød et halvt til et helt minut på hver side - dejen skal boble op på oversiden og have tydelige brune prikker på undersiden, så er det færdigt. Hold de færdige fladbrød varme ved at svøbe dem (intet mindre) i et rent viskestykke. Når de bliver holdt varme, så er de bløde og lækre, ellers  bliver de ret sprøde.

Spis til indisk mad, til falaffel, til lammekebab, eller rul dem om flødeost, salat og laks eller andet til en wrap.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar