Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
lørdag den 12. september 2015
Enebærgryde med kartoffelmos
Udover at efteråret er så smukt med sin blå, blå himmel, kølige luft og gyldne blade (og der er nogen der har fødselsdag der) så er det også startskuddet til diverse simreretter. Her en hurtig en af slagsen - enebærgryde med en ordentlig skudefuld bagt kartoffelmos til. Der er to skoler inden for kartoffelmos - den hvor man pisker kartoffelmosen op med en elpisker og mælk, så det bliver helt fluffy, og så en mere rustik en, hvor man rører mosen med muskat og smør. Jeg kan bedst lide den sidste.
Bagt kartoffelmos
2 kg. kartofler, gerne deciderede mos-kartofler
100 gr. smør (eller mere)
1 tsk. salt
1/2 revet muskatnød
peber
Enebærgryde
500 gr. glad gris i tern
1 1/2 spsk knuste hele enebær
1/2 l madlavningsfløde 18 %
1 fæl lille bouillonterning
1-2 spsk. hvid balsamico
sovsekulør (JO)
Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem - du skal ikke komme salt i vandet. Når de er helt møre, så mos dem ned oven i smørret. Kom salt, peber og revet muskatnød til, og spæd op med noget af kogevandet. Rør, til du får en ensartet mos i en jævn konsistens - det er ikke til at sige, hvor meget kogevand du skal tilsætte, for det kommer an på kartoffelsorten. Fyld mosen i et ovnfast fad og giv den 30 minutter ved 200 grader varmluft i en forvarmet ovn, til den er smuk gylden ovenpå. Du kan også drysse rasp eller nødder ovenpå, hvis du er til det. Det er jeg ikke.
Steg svinekødet i olie ved høj varme så det rent faktisk bliver stegt og ikke bare kogt i sin egen saft. Når kødet har fået stegeskorpe på, så tilsæt enebær og lad dem stege med. Kom fløde og bouillonterning ved og hvid balsamico, smæk låg på, og lad det koge for svag varme i 30 minutter. Juster farven med sovsekulør til sidst, for det ser ærlig talt ikke særlig appetitligt ud når det er gråhvidt.
Server, og observer glad lykke og høje smaskelyde omkring bordet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar