torsdag den 3. december 2015

Klöbenboller




Klöbenboller var allerede gammeldags da jeg var barn. Men gud, hvor de smager godt. Det er en slags fluffy theboller med masser af rutiner, cocktailbær, og gerne også sukat, hvis man har det i huset. Grundopskriften er krydderbolleopskriften. Hvis du ikke lige har besøg af din bagemuse, så drop fordejen og gå direkte til dag 2, så er der klöbenboller i en ruf!

Af portionen bliver 8-12 stk. alt efter størrelse

1. dag:
100 gr. mel
100 gr. vand
 5 gr. gær

2. dag:
2 1/2 dl væske (vand, mælk eller en blanding)
10 gr. gær
10 gr. salt
15 gr. sukker
2 æg
1/2 tsk. frisk stødte kardemommekorn
 450 gr. hvedemel
 50 gr. blødt smør (stuetemperatur)
2 æg (igen)
1 pakke cocktailbær
1 dl rosiner
3 spsk. finthakket sukat

1. dag:
Rør fordejen sammen, film den og stil den til næste dag.
2. dag:
Rør væsken, fordej, gær, sukker, salt, kardemomme og æg sammen og tilsæt melet lidt efter lidt. Dejen bliver bedst når du kører den på røremaskinen. Når du har rørt den 5-6 minutter tilsætter du smørret i små klumper (hvis du er så snedig som mig, så glemmer du konsekvent at tage smørret ud og bliver nødt til at rive det ned i dejen...). Rør indtil dejen er kørt skær, dvs. er glat og fin og begynder at slippe kanterne på skålen. Dejen skal nu hæve lunt i 2 timer.
Hak cocktailbær og sukat, og hæld det sammen med rosinerne på dejen. Slå to æg ud over, og ælt det på bedste barn-i-sandkasse-maner ved at tage en håndfuld dej og presse den ud gennem fingrene. Det er ikke meningen at dejen skal hænge sammen, den skal nærmest være som store klumper med æg udenpå. Sørg for at frugtstykkerne er over det hele og ikke bare uden på.

Sæt dejen i bolleagtig facon med god afstand på en bageplade (3 gange 3 rækker). Lad dem efterhæve i ca. 1 1/2 time.

Varm ovnen op til 220 grader og når den er rygende varm, så sæt en plade ind. De skal bage ca. 13-15 minutter.

 Spis dem straks med iskoldt smør. Det er SÅ godt. Og drik the til!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar