Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
mandag den 25. januar 2016
Rød karrypasta
Jeg kunne godt gå hen og få en fetich for hjemmelavede karrypasta. Det kræver lidt tid (altså i forhold til at skrue låget af et glas og stikke en ske ned), men det er bestemt overkommeligt. Jeg ved faktisk ikke hvor længe det holder på køl - en uges tid, vil jeg tro, men man kan fryse det ned, hvis man ikke bruger det hele. Og man kan lave det præcis så stærkt, som man kan lide det. Her er en version som er venlig overfor babyer. Hvis du kan lide det hot, så kom et par håndfulde chili i i stedet for to!
2 røde chili
3 skalotteløg (ikke alt for bette)
1 stængel citrongræs
4-5 cm ingefær
2 spsk. olivenolie
1 spsk. hel koriander
2 tsk. spidskommen
1 tsk. hel sort peber
Kom de hele krydderier på en brandvarm pande - uden fedtstof på. Lad dem riste til de dufter skønt. Sæt til side og lad køle af. Hak chili, løg og citrongræs fint. Skræl ingefæren og hak den ligeledes. Kom det hele i en minihakker og blend det til en fin pure sammen med olien. Når krydderierne er helt kolde kværnes de til fint pulver og blandes i karrypastaen.
lørdag den 23. januar 2016
Oksekødsdeller med karrypasta og hakkede cashewnødder
Endnu en værdig kandidat til titlen som 'dårligste billede'. Men altså, hvis jeg skulle strø blomster ud over maden og lægge døde kaniner ved siden af på små skifferbrædder, så ville der sgu da kun være en opskrift på bloggen. Så I må leve med aldeles ustylede billeder (og HVERT billede jeg når at få taget før familien høvler maden indenbords er et MIRAKEL). Nå, men her har vi nogle små oksekødsdeller med karrypasta og hakkede cashewkerner i. Perfekt til asiatisk mad. Grøntsagswok. Risnudelsalat. Hvis du har en hjemmelavet grøn karrypasta, en mussaman eller en rød karrypasta, så brug det. Ellers brug en færdig en.
500 gr. hakket oksekød
1 løg
1 æg
2 tsk. karrypasta efter smag (jeg brugte en færdig en på glas)
1/2 tsk. salt
1 1/2 dl hakkede cashewnødder
Pil og hak løget fint. Rør en fars - hvis du rør den i hånden skal du røre længe, så den bliver sej og sammenhængende af oksekød, løg, æg og karrypasta efter smat. Tilsæt salt, men pas på, cashewnødderne er også salte. Når farsen hænger godt sammen, så rør cashewnødderne i. Lad den hvile i 15-20 minutter, og steg så små frikadeller af den - i ret varm olie.
Etiketter:
aftensmad,
asiatisk,
hakket kød,
oksekød
torsdag den 21. januar 2016
Pasta med 'hvid' kødsauce
Det er noget af en tilsnigelse at kalde det for en hvid kødsauce - men det gør italienerne altså. Fordi der ikke er tomat i. Det smager faktisk vældig godt som en afveksling fra 'almindelig' kødsauce.
500 gr. hakket oksekød
100 gr. bacon i tern
1 løg
1 fed hvidløg
2 kviste timian
2 stilke bladselleri
2 medium gulerødder
1 dl hvidvin
1 1/2 dl vand
olivenolie til stegning, salt, peber
1/2 bundt frisk persille
Ost til at rive
Pasta, frisk eller tørret.
Skær bacon i små tern, og steg det til det er gennemstegt men ikke tørt/mørkt. Sæt det til side. Pil løget og hak det fint. Pres hvidløget, og rens bladsellerien. Skær den i så små tern så muligt. Skræl gulerødderne og skær dem i lige så små tern. Varm olien op og steg alle grøntsagerne sammen med presset hvidløg og timiankviste, salt og peber til de er gyldne. Tilsæt kødet og steg det til det er jævnt brunet - rør godt rundt. Skru op for varmen, og tilsæt et glas hvidvin. Lad det koge helt væk. Tilsæt vandet, og lad det hele småsimre under låg i 20 minutter. Smag til. Server med nykogt pasta, vendt i smør, friskrevet ost og en generøs mængde finthakket persille.
Etiketter:
aftensmad,
hakket kød,
italiensk,
oksekød
tirsdag den 19. januar 2016
Gulerodssuppe med ristet rugbrød
Gulerodssuppe er en dejlig suppe - fyldt med gulerod, lidt løg og så toppet med Philadelphia (eller anden flødeost). Så bliver det ikke nemmere! Ristet rugbrød er trist (altså ikke nybagt) rugbrød som skæres i tynde skiver (nemmest hvis det har været på køl først), dryppes med lidt olivenolie, og drysses med salt og måske chili, hvis man er til det. Bages i en 200 grader varm ovn til det er sprødt og lækkert. Hvis du kun har rugbrød der er færdigskåret, så smæk det i brødristeren og riste det ret hårdt, dog uden at det bliver sort. Vupti, så fik du ryddet ud i brødskabet også!
2 medium løg
1 kg gulerødder
vand eller fond
1 pakke Philadelphia eller anden neutral flødeost
olie til stegning, salt, peber
1 spsk. æblecidereddike
Pil løget og riv det. Skræl gulerødderne og riv dem groft. Steg det hele i en stor gryde for medium varme i et par minutter. Hæld fond - eller vand og bouillon - over, så det dækker og lad det koge under låg i 20 minutter. Tilsæt flødeosten, og blend det hele - brug en stavblender, hvis du har en, der er god nok, ellers en blender. Hæld tilbage i gryden og smag til med salt og peber og lidt æbleciddereddike. Hvis man er helt vild kan man også komme lidt frisk rød chili i.
Server med ristet rugbrød/rugbrødschips.
søndag den 17. januar 2016
Kaffe med mint og fløde
Baresso laver en iskaffe med kold kaffe (!) det bliver blendet med pariserlinser - de der mormorpebermynter, som Toms laver - og is og toppet med flødeskum. Jeg er stor fan. Kaffet, og sødt og så med det der touch af mint. Oplagt at genskabe den i eget køkken, denne gang i en varm version. Man skal ikke lave den en dag man har besluttet sig for at gå på kur (i det hele taget skal man ikke gå på kur, man skal gå efter balance). Men hold nu op det smager godt! Perfekt hvis man vil kombinere kaffe og dessert i en - eller til sådan en lørdag efter en søvnløs nat.
1 person
1 kop stærk kaffe
6 pariserlinser
1 tsk. vaniljesukker (det sukker du propper dine brugte vaniljestænger ned i)
3/4 dl piskefløde
2 pariserlinser til pynt
Blend den varme kaffe med pariserlinser og sukker til linserne er helt finddelte. Hæld i et højt glas, top med flødeskum pisket til blødt skum og de sidste to hakkede pariserlinser.
fredag den 15. januar 2016
Mangoflødeis
Det er ikke til at se, hvis man ikke ved det - men på billedet er det en mangoflødeis. Lynhurtigt lavet, og det cremede klæder faktisk mangoen mindst lige så godt som det syrlige (eller mynten) klæder mangosorbet.
350 gr. moden mango (1 medium mango uden sten)
1/4 l piskefløde
2 æggeblommer
3 spsk. rørsukker
saften af 1 citron
1/2 dl appelsinjuice
Skræl mangoen og skær mangokødet i tern. Kom det i en blender sammen med appelsinjuice og saften af en citron, og blend det glat. pisk i mellemtiden piskefløden med æggeblommer og rørsukker (i en skål, det kan man nemlig godt, det tager bare lidt længere tid). Når det er blevet til tykt skum, så bland forsigtigt mangopureen i, og smag til. Måske skal der lidt mere sukker i. Frys, gerne på ismaskine, hvis du har sådan en, hvis ikke, så kom det i en egnet bøtte, stil det i fryseren og rør det igennem ca. 1 gang i timen i 3 timer. Smager vældig godt sammen med mangosorbet!
onsdag den 13. januar 2016
Mangosorbet med mynte
Lige siden jeg har lavet mangosorbet har jeg fantaseret om at lave en version med mynte (og nu fantaserer jeg om citrongræs). Mynte giver en fin frisk note til denne sorbet.
2 dl vand
2 dl rørsukker
6-7 stilke frisk mynte + evt. 1 spsk. finthakkede friske mynteblade
1 1/2 dl. appelsinjuice
350 gr. modem mango (ca. 1 mellemstor mango uden sten)
Kog først en sukkerlage af vand og rørsukker. Når sukkeret er opløøst, så kom mynten i, lad det koge et par minutter yderligere, og lad det så stå og trække. Lagen skal køle helt af før du bruger den - det er jo is, du skal lave (kog den om morgenen). Si mynten fra, og kom sukkerlage og mangokødet skåret i tern i en blender. Blend det hele sammen til en glat masse, og smag den til med appelsinjuicen og frys - gerne på ismaskine. Viola - en lille fin dessert. Man kan også kombinere den med mangoflødeis!
mandag den 11. januar 2016
Asiatisk agurkesalat
Når du nu har ulejliget dig med at lave din egen chilisauce, så er her verdens nemmeste tilbehør til hvilken som helst 'asiatisk' ret - agurkesalat med peanuts. Den giver et behageligt sur-sødt-sprødt modspil til både stegt kød og curry. Det er så nemt, at det næsten er snyd, og en fiks måde at få smækket noget grønt på bordet i en vældig fart.
1 agurk
1/2 dl chilisauce (eller færdigkøbt)
1/2 dl saltede peanuts
Flæk agurken og fjern kernerne. Skær den i skiver på ca.
1/2 cm. tykkelse. Vend med chilisaucen og drys peanuts over. Det var det. Hvis du kan lide chili, han du tilføje ekstra finthakket chili.
lørdag den 9. januar 2016
Indonesisk curry - rendang
Curry ser bare ikke godt ud. Selvom jeg har gjort mig umage med at PYNTE det med et lille grønt blad. Til gengæld smager det fantastisk. Denne version har simret i kokosmælk i et par timer. Det giver en tyk og cremet sauce. Mængden af chili styrer man selv, nedenstående er testet på babyer og det gled ned i forbløffende fart. Kødet bliver smørmørt. Vi fik ris til - en frisk salat af kål (sursødt marineret som her) med en håndfuld friske korianderblade og hakkede peanuts på vil også være godt.
1 kg oksebov
2 1/2 spsk. hel spidskommen
3 1/2 spsk. hel koriander
1 fed hvidløg
4-5 cm fintrevet ingefær.
1 grøn chili
4 spsk. friskhakket koriander
1 tsk. salt
1 spsk. karry
1 lime
3 spsk. palmesukker (eller rørsukker)
2 hele, medium løg
4 stilke citrongræs
2 dåser kokosmælk
Olie til stegning
Begynd med krydderierne - rist hel spidskommen og hel koriander på en varm pande til de popper og dufter. Mal/kværn dem til pulver. Bland med presset hvidløg, fintrevet ingefær, finthakket chili (tilføj gerne mere efter smag), friskhakket koriander, salt og karry. Steg krydderipastaen et par minutter ved medium varme. Tilsæt løgene, skåret i både og citrongræsset, som har fået et par gok med kødhammeren og er flækket og halveret.
Skær kødet i tern på 1,5 cm. Varm noget olie op på en pande og steg kødet af et par omgange, så det ikke koger i stedet for at stege. Efterhånden som det bliver pænt brunet, så smid det op til krydderierne og løget. Når alt kødet er stegt og i gryden, så kom kokosmælk på. Lad det koge op og lad det koge for svag varme og lejlighedsvis omrøring i mindst 2 timer. Inden servering - smag til med saften af 1 lime og sukker. Hvis du har palmesukker, så brug det, ellers brug lidt mindre rørsukker. Rør godt rundt og smag til. Tilsæt evt. mere chili, lime eller sukker.
torsdag den 7. januar 2016
Hjemmelavet sursød chilisauce
Den hersens kan jeg overhovedet ikke tage æren for - desværre. Jeg har fundet et utal af opskrifter på nettet - som alle er ens. Alligevel kommer den med her, fordi den er SÅ nem at lave, og fordi mine sarte nerveender krøller sig sammen hver gang jeg køber en flaske sweet chili, fordi den er fuld af underlige tilsætningsstoffer. Den hersens - det er vand, sukker, chili, eddike, salt og så tyknet med maizena. Det er lige til at holde ud!
2 dl vand
1 dl sukker
1/2-1 rød chili (alt efter styrke)
1 lille tsk. salt
3 spsk. risvinseddike (eller hvid lagereddike, hvis du ikke har risvin)
1 tsk. maizena + lidt vand til at røre det ud med
Kog vand og sukker op til sukkeret er smeltet. Kom finthakket chili og salt ned i, og lad det koge (småboble) i 10-15 minutter. Tilsæt eddiken, og rør en jævning af maizena og vand. Kom det ned i til passende konsistens, og lad det koge et par minutter ekstra. Det bliver helt klart og tykt (saucen på billedet har været på køl, så bliver den lidt tåget).
Spis med velbehag til al asiatisk mad - den holder en måneds tid på køl, hvis den da overlever så længe.
tirsdag den 5. januar 2016
Panna cotta
Panna cotta er så godt, at jeg må gentage opskriften. (Jo ældre jeg bliver, jo oftere griber jeg mig selv i at gentage mig selv. Kender I det? ) Jeg lavede det forleden i min yndlingsversion - med kaffesirup. Åh, de to ting klæder hinanden godt, og selv kaffehadende børn kan lide det (!). SE hvor fin den er, med vaniljeprikker i bunden!
Opskriften er til fem personer
Panna cotta:
1/2 liter piskefløde
1 stang vanilje
1 dl sukker
3 blade husblas
Kaffesirup:
1 dl stærk kaffe (eller meget nescafe og lidt vand)
1/2 dl sukker
Panna cotta: Læg husblas i blød i 10 minutter. Kog imens piskefløden op med sukker og vaniljestangen - skrab kornene ud i 1 spsk. sukker og skil dem ad med bagsiden af kniven. Smelt husblas i fløden, og hæld fløden i små forme eller glas. Stil koldt til de skal spises mindst 4 timer på køl.
Kaffesirup: Kog den stærke kaffe og sukkeret sammen til det begynder at tykne. Køl det af (og pas på, det bliver MEGET varmt). Server ovenpå panna cottaen, eller ved siden af.
Abonner på:
Opslag (Atom)