Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
fredag den 15. januar 2016
Mangoflødeis
Det er ikke til at se, hvis man ikke ved det - men på billedet er det en mangoflødeis. Lynhurtigt lavet, og det cremede klæder faktisk mangoen mindst lige så godt som det syrlige (eller mynten) klæder mangosorbet.
350 gr. moden mango (1 medium mango uden sten)
1/4 l piskefløde
2 æggeblommer
3 spsk. rørsukker
saften af 1 citron
1/2 dl appelsinjuice
Skræl mangoen og skær mangokødet i tern. Kom det i en blender sammen med appelsinjuice og saften af en citron, og blend det glat. pisk i mellemtiden piskefløden med æggeblommer og rørsukker (i en skål, det kan man nemlig godt, det tager bare lidt længere tid). Når det er blevet til tykt skum, så bland forsigtigt mangopureen i, og smag til. Måske skal der lidt mere sukker i. Frys, gerne på ismaskine, hvis du har sådan en, hvis ikke, så kom det i en egnet bøtte, stil det i fryseren og rør det igennem ca. 1 gang i timen i 3 timer. Smager vældig godt sammen med mangosorbet!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar