lørdag den 23. januar 2016

Oksekødsdeller med karrypasta og hakkede cashewnødder


Endnu en værdig kandidat til titlen som 'dårligste billede'. Men altså, hvis jeg skulle strø blomster ud over maden og lægge døde kaniner ved siden af på små skifferbrædder, så ville der sgu da kun være en opskrift på bloggen. Så I må leve med aldeles ustylede billeder (og HVERT billede jeg når at få taget før familien høvler maden indenbords er et MIRAKEL). Nå, men her har vi nogle små oksekødsdeller med karrypasta og hakkede cashewkerner i. Perfekt til asiatisk mad. Grøntsagswok. Risnudelsalat. Hvis du har en hjemmelavet grøn karrypasta, en mussaman eller en rød karrypasta, så brug det. Ellers brug en færdig en.

500 gr. hakket oksekød
1 løg
1 æg
2 tsk. karrypasta efter smag (jeg brugte en færdig en på glas)
1/2 tsk. salt
1 1/2 dl hakkede cashewnødder

Pil og hak løget fint. Rør en fars - hvis du rør den i hånden skal du røre længe, så den bliver sej og sammenhængende af oksekød, løg, æg og karrypasta efter smat. Tilsæt salt, men pas på, cashewnødderne er også salte. Når farsen hænger godt sammen, så rør cashewnødderne i. Lad den hvile i 15-20 minutter, og steg så små frikadeller af den - i ret varm olie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar