lørdag den 9. januar 2016

Indonesisk curry - rendang


Curry ser bare ikke godt ud. Selvom jeg har gjort mig umage med at PYNTE det med et lille grønt blad. Til gengæld smager det fantastisk. Denne version har simret i kokosmælk i et par timer. Det giver en tyk og cremet sauce. Mængden af chili styrer man selv, nedenstående er testet på babyer og det gled ned i forbløffende fart. Kødet bliver smørmørt. Vi fik ris til - en frisk salat af kål (sursødt marineret som her) med en håndfuld friske korianderblade og hakkede peanuts på vil også være godt.


1 kg oksebov
2 1/2 spsk. hel spidskommen
3 1/2 spsk. hel koriander
1 fed hvidløg
4-5 cm fintrevet ingefær.
1 grøn chili
4 spsk. friskhakket koriander
1 tsk. salt
1 spsk. karry
1 lime
3 spsk. palmesukker (eller rørsukker)
2 hele, medium løg
4 stilke citrongræs
2 dåser kokosmælk
Olie til stegning

Begynd med krydderierne - rist hel spidskommen og hel koriander på en varm pande til de popper og dufter. Mal/kværn dem til pulver. Bland med presset hvidløg, fintrevet ingefær, finthakket chili (tilføj gerne mere efter smag), friskhakket koriander, salt og karry. Steg krydderipastaen et par minutter ved medium varme. Tilsæt løgene, skåret i både og citrongræsset, som har fået et par gok med kødhammeren og er flækket og halveret.

Skær kødet i tern på 1,5 cm. Varm noget olie op på en pande og steg kødet af et par omgange, så det ikke koger i stedet for at stege. Efterhånden som det bliver pænt brunet, så smid det op til krydderierne og løget. Når alt kødet er stegt og i gryden, så kom kokosmælk på. Lad det koge op og lad det koge for svag varme og lejlighedsvis omrøring i mindst 2 timer. Inden servering - smag til med saften af 1 lime og sukker. Hvis du har palmesukker, så brug det, ellers brug lidt mindre rørsukker. Rør godt rundt og smag til. Tilsæt evt. mere chili, lime eller sukker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar