tirsdag den 5. januar 2016

Panna cotta

 


Panna cotta er så godt, at jeg må gentage opskriften. (Jo ældre jeg bliver, jo oftere griber jeg mig selv i at gentage mig selv. Kender I det? ) Jeg lavede det forleden i min yndlingsversion - med kaffesirup. Åh, de to ting klæder hinanden godt, og selv kaffehadende børn kan lide det (!). SE hvor fin den er, med vaniljeprikker i bunden!

Opskriften er til fem personer

Panna cotta:
1/2 liter piskefløde
1 stang vanilje
1 dl sukker
3 blade husblas

Kaffesirup:
1 dl stærk kaffe (eller meget nescafe og lidt vand)
1/2 dl sukker

Panna cotta: Læg husblas i blød i 10 minutter. Kog imens piskefløden op med sukker og vaniljestangen - skrab kornene ud i 1 spsk. sukker og skil dem ad med bagsiden af kniven. Smelt husblas i fløden, og hæld fløden i små forme eller glas. Stil koldt til de skal spises mindst 4 timer på køl.

Kaffesirup: Kog den stærke kaffe og sukkeret sammen til det begynder at tykne. Køl det af (og pas på, det bliver MEGET varmt). Server ovenpå panna cottaen, eller ved siden af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar