Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
søndag den 24. maj 2015
Vafler
Efter vi fik et vaffeljern for nogle år siden har menuen jævnligt stået på vafler - mest til morgenmad. Vafler kan smagssættes og varieres i en uendelighed - kom fintrevet appelsinskræl i, citronskræl, lakridspulver eller kardemomme. Her er en helt 'plain' version som giver 7 dobbelte vafler i mit vaffeljern. Det allerbedste er, at hvis der er rester, så kan man fryse dem ned, og så har man hurtige vafler til en anden god gang. Så er det bare at ploppe dem direkte ned i toasteren og vupti, ikke et øje er tørt. Man kan også ligefrem kalkulere med det, og bage en større portion, men man skal beregne ret lang bagetid.
300 gr. hvedemel
1 dl. sukker
2 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniljesukker (man kan også sagtens bruge vaniljestænger, hvis man har for mange af dem)
5 dl. mælk
4 æg
100 gr. smeltet smør, og smeltet smør til vaffeljernet
Tænd vaffeljernet. Smelt smørret. Bland alle de tørre ingredienser sammen, tilsæt så mælk og rør godt sammen, derefter æg. Pisk grundigt, så der ikke er klumper i. Tilsæt til sidst det smeltede smør. Smør jernet med en anelse smeltet smør hvis det er nødvendigt, fordel en passende mængde ud over, og bag til vaflen er klar - i mit vaffeljern tager det 6-7 minutter (!).
Spise med sukker, sirup, honning, syltetøj, græsk yoghurt eller hvad du nu synes passer til.
Etiketter:
bagning,
dessert,
en lille kage til kaffen,
morgenmad
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar