onsdag den 28. oktober 2015

Regnbueis



Regnbueis. Ligesom hjemme i 80'erne! En dejlig spise, især hvis man laver chokoladeis i stedet for den der uspiselige kakao-ting, som jeg altid prøvede at bytte væk så jeg kunne få mere jordbæris. Der er 100 sindsygt besværlige måder at lave regnbueis på. Jeg har en grundopskrift, som du tilsætter henholdsvis ingenting, jordbærpuré og chokolade. Og så skal du finde dit bedste øjemål frem til mængderne, så du ender med tre lige store portioner af is. Denne is skal du ikke gemme i ugevis i fryseren, for når du laver jordbæris med rigtige jordbær i stedet for et eller andet pasta, så vil den alt andet lige (ret hurtigt) krystallisere.

Grundmasse
1/2 liter sødmælk
1/2 liter piskefløde
8 æggeblommer
200 gr sukker
2 vaniljestænger

Jordbæris: 250 gr. jordbær kogt op med passende sukker og saft af 1/2 citron

Chokoladeis: 100 gr. smeltet Valrohna jivara (mælkechokolade), 2 dl piskefløde

Vaniljeis: 2 dl piskefløde.

Kom sødmælk, piskefløde og det halvdelen af sukkeret op i en gryde - skrab kornene ud af vaniljestængerne og kom dem ned i et par spsk. sukker for at skille dem ad. Kom stænger og korn op i gryden og varm det op til lige under kogepunktet. Rør æggeblommerne sammen med resten af sukkeret - du skal ikke piske det, bare rør det sammen. Hæld nu først lidt af den varme mælkeblanding over æggeblommerne mens du pisker med et piskeris, så resten. Hæld hele baduljen tilbage i gryden og pisk konstant til cremen tykner - hvis du vil bruge termometer, så skal blandingen ramme 83 grader. Hvis du synes det er for besværligt, så pisk alt hvad du har lært til cremen tykner og bliver luftig. Den må IKKE koge, så bliver det til sød røræg. Køl grundmassen af. Helt af, så den er kold. Det er jo IS du skal lave.

Kog jordbær op med sukker og citronsaft - det skal være sødt, men ikke hvinende sødt. Blend det til fin pure og mål 300 gr af. Lad det køle helt af.

Nu kommer det med øjemålet, da du gerne skal ende med tre lige tykke lag af is i din regnbue. Del grundcremen i tre dele - to der er lige store (til jordbær og chokoladeisen) og en der er lidt større - til vaniljeisen.

Kom jordbærpureen i den ene del, og kør den på ismaskine. Mens den kører, så kan du smelte chokoladen over vandbad, og piske piskefløden stiv (du kan piske alle 4 dl på en gang). Vend så forsigtigt den smeltede chokolade i den sidste af de to lige store portioner, og vend halvdelen af flødeskummet (altså af 2 dl piskefløde) i til sidst. Rørt så den er homogen. Sæt på køl.

Når jordbærisen er færdig så fyld den i en rugbrødsform (2 - 2 1/2 liter) som du har foret med husholdningsfilm og sæt den i fryseren.

Vend den sidste flødeskum i den lidt større portion grundmasse og frys den på ismaskinen. Kom vaniljeisen ovenpå jordbærisen i formen - husk at gøre dig umage med at fordele isen så laget bliver lige tykt - vel at mærke uden at du får flyttet på jordbærisen nedenunder. Bank formen hårdt mod køkkenbordet for at fjerne eventuelle lufthuller, og sæt formen i fryseren igen.

Kør chokoladeisen på ismaskinen, og kom den oven på vaniljeisen når den er færdig. Lad det hele fryse i mindst 4 timer. Spis og vær nostalgisk :-)!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar