søndag den 26. april 2015

Citronrisotto

 
Spændende ser det ikke ud - men risotto er en fin lille ret. Den kan varieres i det uendelige - med nye ærter, gulerødder og asparges (forårsgrønt), med svampe, med rødbede, det er næsten kun fantasien, der sætter grænsen. Det kan stå alene som en vegetarret - så synes jeg dog det kræver at der er grøntsager/fyld i af en eller anden art, og det er helt fantastisk som tilbehør, især til fisk. Denne version er med citron - skabt til fisk. Det er ikke svært at lave risotto, men det tager tid - man skal nemlig stå og røre i den hele tiden for at den får den rette cremede konsistens.
 
2 skalotteløg eller et lille løg

25 gr. smør
350 gr. risottoris
1 glas noilly prat eller hvidvin
1 1/2 liter hønseboullion
1 citron - saft og skal
50 gr. revet grana padamo
25 gr. smør
friskkværnet peber

Lav en stor gryde klar med hønseboullion. Den må gerne stå og småkoge. Skær løget eller løgene i små fine tern, og steg dem i smør til de er glasagtige - de må ikke tage farve. Kom riskornene ned i, og vend det hele godt rundt. Skru op for varmen og tilsæt et glas noilly prat eller hvidvin (jeg synes ikke det gør den store forskel for smagen; brug det du har), og lad det koge helt væk. Tilsæt nu hønseboullionen slev-for-slev og rør i risottoen hele tiden, så den bliver cremet. Hver gang risene har absorberet boullionen, så tilsæt noget mere. Smag på risene efter 20 minutter, og se om de er møre. Ellers forsæt med boullion. Når risene er akkurat møre, så tag gryden af varmen, tilsæt saften af citronen og den revede skal, rør smør og revet ost i. Server straks - med friskkværnet peber på toppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar