torsdag den 16. april 2015

Pærer Belle Helene

 
 
Jeg ved ikke hvem der fandt på kombinationen af syltet pære, vaniljeis og chokolade, men den er intet mindre end genial - et meget lykkeligt ægteskab. Jeg tror kun jeg har lavet denne dessert en gang med vilje - ellers udspringer den altid af at jeg har købt en masse flotte pærer som så pludselig ikke er så flotte mere, men til gengæld meget modne. Så kan de enten blive til babypærevælling, pæretærte eller som her, vaniljesyltede pærer. Jeg gik i gang med desserten her klokken 14, og den blev spist klokken 19:30. Pærerne var kolde og isen var frossen.

Vaniljesyltede pærer:
4 pærer
1/2 l vand
2 dl rørsukker
1/2 citron
1 tom vaniliestang

Chokoladesauce:
1 1/2 dl piskefløde
1 dl mørk grofthakket chokolade (eller pallets)

Vaniljeis - eller en god købeis. (Carte d'or er ikke is, det er frosset skummetmælkspulver med luft.)

Find en høj smal gryde frem som pærerne lige kan stå i. Kog vand, sukker, citronsaft og den tomme vaniljestang sammen.

Skræl pærerne forsigtigt uden at stilken ryger af, og hvis du kan, så tag kernehuset ud nedefra (med en spids kniv). Hvis pærerne er for modne, så lad være. Du skal være lidt hurtig på fingrene, for de bliver hurtigt brune, og det er ikke så kønt. Kom forsigtigt pærerne ned i den brandvame sukkerlage, lad det lige akkurat koge op, og tag det så af varmen og lad det køle af i gryden - sæt den på køl så snart den er kold nok til det, for de skal være helt kolde før man spiser dem. Opbevar pærerne i lagen indtil de skal spises. Jeg kan ikke få mig selv til at smide sådan en lage ud, så jeg fryser den enten ned og genbruger den en anden god gang, eller bruger den som basis i en sorbet - der skal så tilsættes lidt mere sukker, og frugtens smag skal helst gå sammen med pæresmagen også.

En halv times tid før du skal spise dessert, så kog fløden op, smelt den mørke chokolade ned i, og tag det hele af varmen, så den kun er lun når den skal spises.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar