torsdag den 2. april 2015

Porretærte


En tærte er altid godt - her en klassisk porretærte. Den er fin som et vegetarisk måltid med en salat eller råkost til eller som en frokostret, og den duer også på madpakken dagen efter.

Mørdej:
125 gr. iskoldt smør
125 gr. fuldkornshvedemel
125 gr. hvedemel
1 tsk. salt
1 dl vand

Fyld:
500 gr. porrer i skiver
salt, peber
4 æg
3 dl mælk
1 dl fløde
50 gr. fintrevet ost

Start med mørdejen. Hvis du har en røremaskine, så brug den, det er hurtigt og nemt og du får ikke varmet smørret for meget med din håndvarme. Kom mel og salt i en skål, riv det iskolde smør ned i på den grove side af et rivejern. Ælt det lidt sammen, tilsæt vandet lidt efter lidt indtil dejen samler sig. Læg den på køl i mindst en time (eller lav den dagen før). Tag dejen ud af køleskabet, rul den ud, og beklæd en smurt tærteform med den - jeg brugte en, med løs bund, på 28 cm i diameter. Prik bunden grundigt med en gaffel, og sørg for ikke at trække for meget i dejen når den skal op på formens sider. Den trækker sig sammen når den bliver bagt, så hvis du hiver for meget, så krymper kanten helt ned - ret upraktisk når der skal fyld i. Lad overskydende dej hænge udenfor, det kan du skære af, når bunden er bagt. Bag den i 20 minutter i en 200 grader varm ovn, og skær den overskydende dej af kanterne med en skarp kniv.

Når bunden er bagt, skal fyldet i - bunden skal blive i formen. Fordel porreskiverne på bunden. Rør mælk, fløde og æg sammen i en skål, krydr med salt og peber, og hæld det over tærtefyldet. Drys fintrevet ost over, og sæt hele molevitten i ovnen i ca. 30 minutter, igen ved 200 grader. Hvis tærten lige kan hvile 10 minutter når den er kommet ud af ovnen, så får du det nemmere når du skal skære den. Pil den ud af formen hvis du kan (klart nemmest hvis formen har en løs bund), ellers server den i formen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar