Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
fredag den 24. april 2015
Rødfisk en papillote - med flødeporre og soltørret tomat
Det lyder herresnedigt, det der papillote, ikke? Det betyder at man tager fisken og pakker den ind i bagepapir i en fiks lille pakke - sammen med grøntsager og smagsgivere. Hvis du ikke gider det, så kan du også bare lave det i et stort ovnfast fad, men det lyder bare ikke så fancy. Og så sidder man heller ikke der ved bordet ligesom juleaften og pakker sin fiskepakke op med stor forventning... Rødfisk - eller i det hele taget fisk - er godt med citronrisotto til.
450 gr. rødfisk (i filet)
3 mellemstore porrer
2 dl piskefløde
salt, peber, revet muskat, olie til stegning
ca. 4 spsk. soltørret tomat i olie
Tænd ovnen på 200 grader. Start med flødeporren - en dejlig og lidt glemt tilberedning af porre: Skær enderne og toppen af porren, og skær et langt snit på langs ned i porren. Vask den grundigt mellem alle bladene - retten mister en del charme når man sidder og tygger i jord... Steg den kort på panden med salt og peber til den akkurat falder sammen. Tilsæt fløden, og lad det koge ind i ca. 10 minutter, til porrerne er fint bløde, og massen er blød og cremet. Smag til med salt, peber og muskat. Riv fire stykker bagepapir af, og læg en rødfiskefilet på hver. Kom 2-3 spsk. porre oven på, og til sidst 1 spsk. grofthakket soltørret tomat. Kom pakkerne i et ovnfast fad, og giv dem 15 minutter i ovnen. Tag dem ud og lad dem stå og sunde sig i ca.. 10 minutter inden du spiser dem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar