Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
onsdag den 29. april 2015
Hveder
Det fortaber sig en smule hvorfor det nu egentlig er, at man spiser varme hveder - altså kardemommeduftende, ristede hvedeboller dagen før St. bededag. Noget med bagerne der var lukket og så skulle man vist også spadsere på voldene, hvis man altså bor i København. Man kan jo google det hvis man vil... Skidt med hvorfor - aftenen før stor bededag skal der spises ristede hveder og drikkes varm chokolade med flødeskum sammen med forældre og søskende.
I dagens anledning har jeg vendt min krydderbolleopskrift om (hveder og krydderboller er nemlig det samme) og her får du den opskrift, som jeg har eksperimenteret mig frem til gennem flere år. Fordejen giver en ekstra dybde til smagen - hvis du ikke har tid til det eller kommer for sent i gang, så start bare fra dag 2 og udelad fordejen.
Af portionen bliver en bageplade fuld
1. dag:
200 gr. mel (evt. halvt fuldkornshvede og halvt hvedemel)
200 gr. vand
10 gr. gær
2. dag:
1/2 liter væske (vand, mælk eller en blanding)
20 gr. gær
20 gr. salt
30 gr. sukker
2 æg
1 tsk. frisk stødte kardemommekorn
900 gr. hvedemel
100 gr. blødt smør (stuetemperatur)
1. dag:
Rør fordejen sammen, film den og stil den til næste dag.
Rør væsken, fordej, gær, sukker, salt, kardemomme og æg sammen og tilsæt melet lidt efter lidt. Dejen bliver bedst når du kører den på røremaskinen. Når du har rørt den 5-6 minutter tilsætter du smørret i små klumper (hvis du er så snedig som mig, så glemmer du konsekvent at tage smørret ud og bliver nødt til at smække det nogle sekunder i mikroovnen før det bliver medgørligt - husk, det må IKKE være smeltet...). Rør indtil dejen er kørt skær, dvs. er glat og fin og begynder at slippe kanterne på skålen. Dejen skal nu hæve lunt i 2 timer.
Form dejen til boller (det gør du ved at tage en klump dej - hvis dejen er ret våd, så drys lidt mel på overfladen, så det er til at håndtere - og folde enderne på dejen 'ind i midten' af klumpen. Bliv ved indtil du har en fin rund og 'spændt' bolle) som sættes tæt på en bageplade eller en bradepande med høj kant (5/6 gange 4 rækker). De efterhæver i ca. 2 timer, og det er meningen, at de skal hæve sammen.
Varm ovnen op til 220 grader og når den er rygende varm, så sæt en plade ind af gangen. De skal bage ca. 13-15 minutter.
Flæk dem og rist dem ca. 10 minutter i en 200 grader varm ovn og spis dem straks.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar