søndag den 12. april 2015

Moussaka med græsk-isch salat


 
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har haft det ret stramt med moussaka. Nærmere bestemt med auberginer, som - uheldigt tilberedt - har samme konsistens og smag som vådt bølgepap (spørg ikke hvor jeg ved det fra). Jeg har eksperimenteret med mange versioner, indtil jeg nåede frem til en, som jeg synes sidder i skabet. Denne version er kun med auberginer - jeg har tidligere prøvet en kombination af kartoffel og aubergine eller kun kartoffel, men jeg synes at det fungerer bedst når det kun er aubergine.

3 auberginer
1/2 spsk salt
1/2 dl olie
1/2 spsk frisk timian

Kødsauce:
1 stort løg
2 fed hvidløg
4 stilke frisk timian
2 spsk. frisk oregano
400 gr. lammekød (brug okse, hvis du ikke har lam)
2 dl rødvin
1 dåse flåede tomater (eller tomatsauce, hvis du har sådan en i fryseren)
2 spsk. æblecidereddike
salt, peber

Bechamelsauce:
25 gr smør
mel
1/2 liter mælk
1/2 boullionterning
salt, peber, revet muskatnød
100 gr revet ost (grana padamo)

Græsk-isch salat:
1 skrællet agurk
200 gr. af dine yndlings(stilk)tomater
1 gul peberfrugt
100 gr. feta
1 dl gode sorte oliven med sten
2 spsk god olivenolie (*)
2 spsk frisk oregano

Begynd med auberginerne: Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skær auberginerne i skiver på ca. 1/2 cm, drys dem med salt og pensl dem med olie over hele overfladen. Drys timian over. Bag auberginerne i ovnen til de er smukt gyldne med brune pletter (20-30 minutter, hold øje). Tag dem ud og sæt til side.

Hak løget og steg det med hvidløg, salt og peber og timian og oregano i lidt olie. Hvis du ikke har friske krydderurter, så brug tørrede, men skær kraftigt ned på mængden (!). Tilsæt kødet og brun det hele godt. Kom rødvin på, og lad det koge væk, tilsæt så tomater og/eller tomatsauce. Kom æblecidereddiken i, og lad det koge ret meget, så noget af væden koger væk. Pas på at det ikke brænder fast.

Til bechamelsaucen smelter du smørret og drysser så meget mel i, at det kan opsuge det smeltede smør. Pisk grundigt. Tilsæt mælken lidt efter lidt og pisk grundigt efter hver gang, så der ikke kommer klumper. Hvis du elsker at vaske op, så kan du varme mælken op til kogepunktet inden du kommer den i, så er det nemmere at styre. Kom boullionterningen i, juster eventuelt konsistensen med lidt kogende vand, og smag til med salt, peber og 1/3 revet muskatnød. Når du er klar til at lægge det hele sammen, så tilsæt halvdelen af osten.

Læg nu moussakaen lagvistsammen: aubergineskiver - kødsauce - bechamelsauce. Fortsæt til du ikke har mere, der er til ca. tre lag, afhængigt af hvor stor din form er. Øverst skal der være bechamelsauce, drys det med revet ost, og smæk fadet i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 30 minutter, til retten er gylden.

Til den græsk-ische salat skrælles agurken og skæres i passende stykker, fjern stilk og kerner i peberfrugten og skær den i stykker, skræ ligeledes tomater i passende stykker. Skær fetaen i tern, og vælt hele molevitten sammen og drys med frisk oregano og dryp med olivenolie. Hvis man er til rå løg, kan man også komme det i.

(*): Jeg mangler seriøst at se den opskrift der angiver at man skal bruge en skidedårlig møgolie... nå, men pointen her er, at denne olie kan man smage, fordi den ikke bliver varmet op. Så hvis din olivenolie er lidt trist i smagen, så kan man smage det i salaten. Brug derfor en der smager fint. Eller udelad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar