Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
onsdag den 22. april 2015
Indisk spinat
Hm. Jeg må arbejde lidt på mine billeder. Her ser det ud som om at et stykke sytråd har sneget sind ind på billedet. Jeg sværger, der var ikke sytråd i da jeg spiste det... Vores lokale indiske take-away-sted laver en fantastisk spinat-ret som jeg kan spise helt selv. Jeg har eksperimenteret for at komme frem til noget der smager derhenad, og det synes jeg faktisk er lykkedes helt fint. Det her er en slags indisk flødespinat som kan bruges som tilbehør til kikærtecurry eller anden indisk mad - det vil også gøre sig godt til lam.
750 gr. helbladet spinat
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. hel koriander
1 tsk. hele sennepsfrø
1 tsk. karry
1/2 revet muskatnød
salt, peber
2 dl piskefløde
(evt: 200 gr. feta i små tern)
Steg løg og hvidløg (efter du har hakket eller revet det, selvfølgelig). Stød krydderierne, riv muskatnøden og steg dem med efter et par minutter. Tilsæt den optøede spinat og piskefløde, og rør det godt rundt. Lad retten simre under låg i mindst 30 minutter - spinaten skal være kogt i splat og have mistet lidt farve. Smag til. Det skal smage cremet og lidt krydret, ikke stærkt. Hvis du vil - eller vil have en mere mættende ret, så tilsæt feta. Jeg ved ikke hvordan de EGENTLIG Har det med feta hjemme i Indien, men det smager godt. Jeg ville spise chappatis til.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar