lørdag den 28. marts 2015

Grøn aspargessuppe


Grønne asparges - det er forår for mig. Lige så snart man kan få grønne asparges - som vel at mærke ikke er blevet dyrket på den anden side af jorden, så fråder jeg i grønne asparges. Som tilbehør, sammen med forårsløg og ristede østershatte, med hollandaise,  med hakket æg og kapers. Og så er jeg en lille husmor; Jeg samler de træede ender som jeg knækker af en pose i fryseren, og når den er fuld, så er det tid til aspargessuppe, en sart lille suppe som smager fint med æg og tynde skiver af ristet rugbrød.

1 posefuld af grønne aspartsender (eller to bundter frisk asparges)
Hønseboullion så det dækker
2 dl fløde 18 %
1 spsk. hvid balsamico
citronsaft, salt, peber
2 spsk majsstivelse
Evt. æg

Kom aspargesenderne i en gryde og fyld op med  hønseboullion, så de er dækkede. Lad dem koge i mindst 20 minutter. Blend og sigt massen (hvis du ikke sigter den, så kommer du til at sidde og tygge i træede aspargesfibre. Jeg har prøvet). Kom fløde i suppen, kog den op og smag til med hvid balsamico, citronsaft og salt og peber. Når den sidder i skabet, så jævn den med lidt majsstivelse (maizena) til den har en passende suppekonsistens. Server straks - gerne med æg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar