onsdag den 25. marts 2015

Rasp



Nu har hun da helt tabt sutten, tænker du. Rasp??! Jamen jo. Hvis du bager brød selv, så er det den bedste anvendelse for rester.

Trist rugbrød kan enten skæres i tynde skiver (nemmest hvis det har været på køl først), dryppes med lidt olivenolie, og drysses med salt og måske chili, hvis man er til det. Bages i en 200 grader varm ovn til det er sprødt og lækkert. Hvis der er noget, som kan få min familie, som betragter rugbrød som en slags nødvendigt onde, til at høvle rugbrød ned, så er det den tilbereding. Du kan også skære det i tern, vende dem med olie og krydderier/salt og give dem samme behandling. Det er godt i salater, til suppe og som snack.

Franskbrød, brødender, boller kan kværnes (jeg bruger min blender. For jeg har ikke nogen foodprocessor, men hvis jeg havde en, ville jeg nok bruge den. Man kunne også bruge en kødhakker, men det kræver at brødet ikke er for tørt. Og det er det tit...) og tørres på panden eller ved eftervarmen i ovnen og bliver til fint, lidt groft rasp, som rent faktisk smager godt. Det får din panering eller dine farsretter til at smage helt anderledes end den der selvdøde rædselsrasp som man kan købe færdigt. Hvis man rister det på panden med sukker til det karameliserer, så har man en fin bund/rasp til æblekage eller trifli-desserter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar