tirsdag den 17. marts 2015

Lyst rugbrød uden kerner


Lyst rugbrød - og i det hele taget rugbrød uden kerner - er for høns, tandløse eller så altså babyer som skal til at spise brød. Det er hurtigt bikset sammen, og det hæver også ret fint op, fordi dejen ikke er tynget af kerner. Hvis man har maltsirup på lager kan man tilsætte et par spsk til dejen så brødet bliver gyldent og ikke gråt (og hvis man tilsætter rigtig meget bliver brødet helt mørkt, og man tror automatisk at det er sundt. Det er det ikke).

1 brød (i 1 1/2 liters form)

3 1/2 dl vand
1 dl flydende surdej
10 gr. gær
10 gr. salt
200 gr. hvedemel
350 gr. rugmel

Rør gæren ud i vand og surdej, tilsæt salt og mel, hold lidt af melet tilbage. Hvis du kører dejen på maskinen, så kør den ca. 5 minutter ved højeste hastighed når den er kørt sammen. Kom dejen i en smurt form, og prik overfladen tæt med en (stege)gaffel eller en strikkepind. Sæt brødet til hævning i 2-3 timer alt efter hvor varmt der er i dit køkken. Bag det ved 180 grader i 50 minutter. Tag det ud af ovnen og vend det straks ud af formen. Lad det køle helt af inden du kommer det i en pose. Du kan skære det i skiver og fryse det, og tø skiverne op enkeltvist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar