Der var engang i start halvfemserne, hvor man lavede ratatouille som tilbehør når man fik gæster - hvis man altså ville vise, at man bare var totalt med på noderne. Siden er retten røget så eftertrykkeligt i glemmebogen, at jeg de sidste mange år kun har fået den, når jeg selv har lavet den. Det er faktisk synd. Ratatouille er en grøntsagsret af tomat, squash, peberfrugt og løg, og hvis den er lavet på ordentlige råvarer og smagt til med bare en smule omhyggelighed, så er det stor velsmag (så stor, at Teenageren udbrød "Det ser jo ikke ud af noget, men det smager helt vildt godt", og se DET er en stor kompliment). Nå. Ratatouille og lam er et sjældent vellykket makkerskab, vi fik det nu som et del af et vegetarisk måltid med gnocchi stegt i salvie.
1 løg
1 fed hvidløg
2 små kviste frisk timian
2 cm. frisk rosmarin, hvis man har (kun nålene)
olivenolie til stegning
1 squash (og det skal ikke være de der på 5 kg hjemme fra drivhuset. Ud med dem. Små pæne squash)
2 peberfrugter - rød, gul eller orange
250 gr. små stilktomater
2 spsk æblecidereddike
salt, peber evt. citron
Hak løget fint og steg det sammen med presset hvidløg og timian, salt og peber i et par minutter. Skær squashen i 1x1 cm små tern og kom den ned i. Skær tomaterne i kvarter og peberfrugterne i strimler, og smid det hele ned i gryden sammen med æblecidereddike. Læg låg på, og lad det simre i mindst en halv time. Tag låget af - hvis det hele sejler i vædske, så skru op for varmen og reducer, det er ikke meningen at det skal være pjasket. Smag til -skal der mere eddike i? Måske lidt citron? Server varm.
Det smager også fint til pasta.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar