søndag den 8. november 2015

Stroganoff



Stroganoff kommer i mange varianter - nogle mere tåkrummende end andre (de indeholder så cocktailpølser). Her er en klassisk variant - hvis du lige har været nede med flasker eller vundet i lotto eller noget, så kan du bruge oksefilet - det bliver helt fantastisk mørt og dejligt. Jeg brugte kalveyderlår-strimler, de skal så simre i et stykke tid. Hvis du bruger oksefilet, så skal de steges ved høj varme til de er brunede og stadig rosa inden i. Det er ikke nogen slankeret, til gengæld er det ikke en ret som man høvler ned i store mængder. Jeg synes det smager bedst med pommes frites til af en art, eller kartoffelkroketter - det skal være sprødt og knasende. Man kan også give kartoffelmos til, men noget sprødt er at foretrække

300 gr. bacon af god kvalitet
2 mellemstore løg
4 spsk. sød paprika (edelsüss)
500 gr. kalveyderlår (eller oksefilet)
1/4 l piskefløde
200 gr. creme fraiche 38 %
salt, peber, olie til stegning
250 gr. markchampignon

Skær baconen i tern eller strimler, og steg dem semi-sprøde i olie. Sæt dem til side, og steg nu løgene til de er glas klare. Skær kødet i fine strimler - hvis det ikke allerede er skåret, og vend det i den søde paprika (hvis det er en stærk paprika, så tror jeg faktisk man dør lidt. Det er heller ikke her du skal hælde røget paprika i, hvis du ikke har andet i skabet. Edelsüss). Tag løgene af panden, og varm den godt op. Steg kødstrimlerne ved høj varme - måske skal du gøre det af to omgange, for at det ikke ender med at blive kogt i stedet. Kom bacon, løg og det stegte kød i en gryde, tilsæt piskefløde og creme fraiche, og lad det småkoge i 20-30 minutter (medmindre det er oksefilet, så skal det bare lige op at koge en gang). Smag til med salt og peber - husk at bacon salter en del! Gør champignonerne i stand - hvis de er store, så skær dem i kvarte. Steg dem hårdt uden at branke dem, og hæld dem op i gryden til det andet. Rør rundt og server.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar