mandag den 16. februar 2015

Citronis i citronskal


Ahr, ja. På en måde er det kitch - fortidskitch, på en måde er det bare sådan lidt hverdagsraffineret at servere citronisen direkte i en citronskal. Jeg kan i al fald huske de her fra da jeg var barn, man kunne få dem i supermarkedet, og det var nærmest magisk. Is i en rigtig citronskal. Isen smager godt uanset om du vælger at sprøjte den ud i citronskaller eller bare fryse den i en stor bøtte. Hvis du bruger skaller, så husk at skære noget af bunden af, så de kan stå lige. Just sayin'..

8 fyldte citroner
1/4 liter piskefløde
1 dåse kondenseret mælk
4 citroner - saften, det skal minimum give 2 dl citronsaft

Pisk piskefløden til blødt skum, kom den kondenserede mælk i, pisk det tykt, og tilsæt citronsaften. Pisk det kort til det er en homogen creme. Hvis du har en ismaskine, så kør den på ismaskinen til den minder om softice i konsistensen.

Hvis du vil fryse den i en bøtte, så er det nu at du skal komme isen ned i og stille det hele i fryseren, hvis du vil sprøjte den ud i skallerne, så fyld ismassen i en sprøjtepose. Hvis du kommer en stjernetyl - eller en anden tyl - i posen så vær opmærksom på at isen ikke må gå ned i tyllen, så fryser den sig nemlig helt hård, og du får svært ved at presse den ud. Læg sprøjteposen i fryseren i ca. en time. Imens kan du rense citronskrællerne - skrab alt kødet og de hvide hinder ud. Brug fingrene, en skarp ske eller et parsiennejern, hvis du har sådan et. Sørg for at skallerne kan stå selv. Kom dem i fryseren indtil ismassen er klar. Sprøjt nu isen ud i skallerne, læg låg på, og frys dem stående. De er klar efter ca. 2-3 timer, så er ismassen perfekt blød. Hvis du ikke spiser dem med det samme, så skal du tage dem ud 20-30 minutter før du har tænkt dig at spise dem, ellers er de stenhårde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar