fredag den 13. februar 2015

Indisk kylling med bukkehornsfrø, fennikel og gurkemeje og krydrede ris


Jeg kan rigtig godt lide indisk mad. Her er en lidt anderledes version af kylling.

4 spsk. sesamolie
1/4 tsk. tørret chili (eller mere efter smag)
1/2 tsk. hele sennepsfrø
1/2 tsk. hele bukkehornsfrø
1 tsk. hel spidskommen
1/2 tsk. nigellafrø
1/2 tsk. gurkemeje
2 hakkede løg
1 fed hvidløg
1/2 tsk. salt
6 cm. frisk ingefær
1/2 citron (saft)
2 pæne kyllingebryster (f.eks. fra www.hopballe.dk)
2 1/2 dl. græsk yoghurt

Ris:
250 gr. basmati eller jasminris
1 tsk. salt
1 hel kanelstang
4 nelliker
1/2 tsk. hele sorte peberkorn
1/2 tsk. helt kardemommefrø
evt. gurkemeje for farvens skyld

Start med at riste de hele krydderier i en tør gryde eller pande. Pas på bukkehornsfrøene, de bliver bitre hvis de får for meget varme. Steg derefter løg og hvidløg gyldne i olie med salt, tilsæt alle krydderierne og lad det simre et minuts tid. Tilsæt så fintrevet ingefær, og yoghurt. Læg låg på, og lad det simre i en halv time. (Lav risen imens) Blend det derefter godt igennem, og smag til med citronsaft. Skær kyllingebrysterne i pæne stykker eller strimler, og lad dem koge med i ca. 5 minutter. Tag gryden af varmen og lad den stå i 10 minutter.

Kog risen efter anvisning på pakken, og smid alle de hele krydderier ned i kogevandet. Når risen er færdig, så kan du farve den med gurkemeje hvis du vil - rør 1/2 tsk. gurkemeje ud i 2 spsk. kogende vand og fordel det ud over halvdelen af risen i gryden. Lad det trække. Ved servering så blander du forsigtigt de farvede gule ris med de hvide ris. Og så pas på når du tygger, det er ikke så festligt at bide i en nellike eller et peberkorn, men krydderierne giver en god smag til risen.

Du kan servere det med chappati, naan eller annanaschutney, mangochutney eller æblechutney, hvis du har lyst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar