Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
lørdag den 28. februar 2015
Farseret kyllingebryst med soltørret tomat
Det her er en af mine yndlings gamle travere af en opskrift. Det er ret nemt at lave, ser ud af meget mere og så smager det godt, og er en fin variation over temaet 'kylling'. Vi fik edamamebønner, helbladet spinat stegt med hvidløg, salt, peber og friskrevet muskat samt fuldkornspasta til.
2 kyllingebryster
1 pakke tysk røget skinke (eller italiensk, hvis det er først på måneden)
1 æg
2 spsk. soltørrede tomater i olie
1 tsk. sennep.
Start med at lave farsen. Smid det ene kyllingebryst i blenderen sammen med et æg og sennep. Blend til en homogen masse. Hak de soltørrede tomater, og kom dem ned i farsen.
Læg et stykke husholdningsfolie ud på køkkenbordet, og læg røget skinke på det, sådan så det lapper over hinanden og danner en stor flade - ca. på størrelse med et A4-ark. 'Flæk' nu det resterende kyllingebryst - dvs. skær det næsten helt igennem på langs, men ikke helt. Læg det oven på den røgede skinke, og bank det evt. let fladt med bagsiden af en kødhammer. Det skal ikke gå helt ud til kanterne (!!) men bare være af ensartet tykkelse. Det behøver ikke at være super omhyggeligt, for man kan alligevel ikke se det, når det bliver rullet sammen. Kom nu farsen på i en stor 'bræmme' i den ene ende af kyllingebrystet. Brug husholdningsfolien til at rulle det hele sammen til en roulade (husk at fjerne folien når du ruller). Nu har du en lang 'pølse' af røget skinke, fyldt med kyllingebryst og kyllingefars. Læg den i et ovnfast fad med 1/2 dl vand i bunden og dryp med en smule olie på toppen. Bag den i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 1/2 time - tjek at den er gennemstegt. Skær i skiver og server.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar