Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
fredag den 9. januar 2015
Koldhævede boller
Hvis du kan lide friskbagt brød om morgenen, så er disse boller nemme og velsmagende. Du skal røre dejen sammen aftenen før, og om morgenen tænder du ovnen på 250 grader (brug en bagesten for det bedste resultat) og sætter bollerne i når ovnen er rygende varm. 20 minutter (eller et bads tid) senere er der friskbagt morgenbrød.
1/2 liter koldt vand
15 gr gær
1 tsk. salt
100 gr. kerner (solsikkefrø, hørfrø, græskarkerner - hvad du bedst kan lide)
100 gr. flager eller grove havregryn (rugflager, bygflager eller speltflager)
400 gr. hvedemel
Rør det hele sammen i ovennævnte rækkefølge. Det bliver som en tyk grød. Film skålen godt og sæt den på køl natten over. Næste morgen varmer du ovnen op til 250 grader - gerne med en bagesten i. Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet i mens. Når både ovnen og bagesten er varm - det tager minimum 20 minutter, gerne en halv time, så du er sikker på at stenen er ordentlig varm - så sætter du bollerne på pladen. Af denne portion bliver 12-15 stykker, alt efter hvor store de er. Skru ned til 235 grader og bag bollerne i 20 minutter.
Du kan variere bollerne i det uendelige efter hvilke kerner du kommer i og hvilke flager du benytter. Du kan også variere meltypen, men hvis du bruger grovere mel, så bager de ikke så fint op. Du kan komme rosiner, tranebær, tørrede abrikoser i eller gøre dem helt prikkede med birkes.
Tip:
Når man bager brød på en rygende varm bagesten, så får det nærmest et chok når man kommer det på og det hæver mere op og giver et mere luftigt brød. Ligeledes bliver skorpen ekstra sprød.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar