Jeg elsker at lave mad. Og spise det. Det er vigtigt for mig at spise varieret (det er også meget sjovere) og at der står henholdsvis fiske- og vegetarretter på bordet mindst en gang om ugen. Jeg laver lige gerne indisk, thailandsk, vietnamesisk, italiensk, græsk og arabisk mad, og jeg kan godt lide at lave 'tema-uger' og fordybe mig i et køkken i en periode. Her er mine bedste opskrifter! Hvis der ikke er angivet andet, er opskrifterne til 4/5 personer – MED tilbehør.
fredag den 9. januar 2015
Krydderboller (hvedeknopper)
Jeg elsker krydderboller. Ikke hele tiden, men engang imellem melder trangen til en fluffy kardemommeduftende krydderbolle sig. Her får du den ultimative opskrift som jeg har eksperimenteret mig frem til gennem flere år.
Af portionen bliver 16-20 stk. alt efter størrelse
1. dag:
200 gr. mel
200 gr. vand
10 gr. gær
2. dag:
1/2 liter væske (vand, mælk eller en blanding)
20 gr. gær
20 gr. salt
30 gr. sukker
2 æg
1 tsk. frisk stødte kardemommekorn
900 gr. hvedemel
100 gr. blødt smør (stuetemperatur)
1. dag:
Rør fordejen sammen, film den og stil den til næste dag.
Rør væsken, fordej, gær, sukker, salt, kardemomme og æg sammen og tilsæt melet lidt efter lidt. Dejen bliver bedst når du kører den på røremaskinen. Når du har rørt den 5-6 minutter tilsætter du smørret i små klumper (hvis du er så snedig som mig, så glemmer du konsekvent at tage smørret ud og bliver nødt til at smække det nogle sekunder i mikroovnen før det bliver medgørligt...). Rør indtil dejen er kørt skær, dvs. er glat og fin og begynder at slippe kanterne på skålen. Dejen skal nu hæve lunt i 2 timer.
Form dejen til boller som sættes med god afstand på en bageplade (3 gange 3 rækker). De efterhæver i ca. 2 timer.
Varm ovnen op til 220 grader og når den er rygende varm, så sæt en plade ind af gangen. De skal bage ca. 13-15 minutter.
Spis dem friske, eller flæk dem og rist dem som rigtige kryddere - så skal de have ca. 10 minutter i en 200 grader varm ovn. De fryser rigtig fint - her er til en stor portion.
Tip:
Hvedeknopper til St. Bededag laves efter samme fremgangsmåde, her skal du bare lave bollerne lidt mindre og så stille dem helt tæt sammen når de skal hæve, så du er sikker på at de hæver sammen. De SKAL til gengæld ristes. Og spises med varm kakao og flødeskum!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar